Så er trangen stillet..

... for at se på døde mennesker. Og:
 - Nej, jeg er ikke blevet nekrofil
 - Nej, jeg har ikke slået nogen ned
 - Og til jer der troede at trangen var trang til noget helt andet, som vi ofte er inde på her i rodebutikken, så må jeg desværre skuffe jer. Denne trang er stadig ikke stillet. Desværre. (Og til de langsomme er det sex-trang vi taler om. Der er nu gået så lang tid, at abstinenserne er forsvundet. Når jeg når til accept-fasen, så lov at slå mig ned, og send en luder med a-post. Mandlig. Brune øjne. Tak.)

Nå, tilbage til trangen. Som blev stillet. At se på døde mennesker. For det er nemlig lige præcis det jeg har brugt min fri-tirsdag på, blandt andre, mindre kontroversielle og mere hverdagsagtige ting.
Jeg var inde og se det omtalte "Body Worlds" på experimentariet med min bror idag. Og få stillet trangen til at blive konfronteret med de ting som ellers ofte anses som tabu/forargelige/ulækre eller bare skræmmende. For jer der ikke kender til udstillingen, så består den af mennesker som har doneret deres krop til videnskab, og har fået plastificeret deres legeme. Det var faktisk meget interessant.
1. Fordi man, uanset om man kan styre trangen til at se på eller ej, altid drages af død eller ulykke. Og der er forskel på at stille sig op og se på en stakkels cyklist der har været under en kæmpe lastbil, og at se på udstillinger som denne. Jeg kunne selv mærke tilfredsstillelsen af at blive konfronteret med noget, man ellers enten ser som tabu, eller er bange for. Frivilligt at få det smækket lige i femøren, hvor sårbar man er, og at døden er uundgåelig. Ikke fordi jeg siger at der er folk der tror den ikke er det. (jo de religiøse, okay, but you get my point). Men fordi vi ofte skubber det fra os, fortrænger det eller simpelthen går i en form for benægtelse. Og nu var den der, lige i mit ansigt.
Og nu siger jeg ikke at udstillingen var et billede af ulykkelige skæbner. Men de var unægteligt døde. Og afpillede. Og tvang mig til at tage stilling til, hvordan jeg ville vælge at se på det.

2. Det var super spændende at se, hvad der gemmer sig lige under ens egen hud. Og fordi jeg for alvor blev klar over hvilket under kroppen er (point til op-med-humøret-og-vær-glad-for-livet-kontoen). Kliché, jeg ved det godt - ikke desto mindre er det rigtigt. Og hold op hvor er jeg stolt af at jeg behandler den godt.

3. I sammenhæng med ovenstående - endnu en gang har fået bekræftet mig selv i, at det er okay at være stolt over at man behandler sin krop godt (i store træk - drikker for meget. Men jeg bilder mig selv ind at det er forbigående. Min teenagefase er bare lidt længere end gennemsnittets) Jeg så rygerlunger, fedtlever og slidgigt forårsaget af overbelastning pga. fedme. Men jeg ryger ikke, jeg dyrker motion og spiser sundt. Og det er fanme okay at blære sig med! For det er der så mange andre der ikke gør. Og medier, og samfundet generelt, forsøger at presse dén holdning ned over mig, at jeg skal have ondt af dem. "Årh, se gitte 54 år, hun vejer 150 kilo, fordi hun er ked af sit liv, og derfor overspiser og ryger 2 pakker smøger om dagen" Why the f**k should I care? Undskyld for mit sprogbrug, men jeg er ikke ked af min markante holdning. For i mine øjne er det sørme Gittes egen skyld, og hvis hun er så utilfreds: Så rejs dig op og gør noget ved det! Som der stod på et go-card i fitness-centret (og som i øvrigt hænger på min væg nu): "Luk munden og let røven!" NETOP. Og ja, jeg har også tidligere stille stemmet i, når veninderne brokkede sig over vægten, for hvem har ikke ønsket sig et par kilo lettere en gang eller to. Men så sagde NZ faktisk hvad der fik dem til at lukke munden, og om ikke de andre, så mig op af stolen og igang med træningen: "Hvorfor gør I så ikke bare noget ved det?" Jeg kunne ikke være mere enig.

Så få fingeren ud, lev dit liv, og stop med at have ondt af dig selv.

For lige om lidt er det alligevel slut. Om du tør se det i øjnene eller ej.

// Over and out - Der trods det lidt stærke indlæg, har haft en super god dag, indeholdende både IKEA (købte kun en potteplante. Lorte-eksen ødelagde lige købelysten ved at gøre mig opmærksom på at jeg skylder ham 3600 kr. Røv. Men potteplanten var nu også pæn.), min allerførste bank-indbetaling på posthuset, OG god-samvittighedsgivende cykeltur, husum-experimentarium tur-retur. I regnvejr.

Body Worlds-udstilligen, Experimentarium, udstilles til og med d. 4. september 2011.

Just another day..

.. in Paradise. Hvor ondt jeg end kan have af mig selv (tit) så er der altid nogen, der har det værre. Jeg så lige det sidste af den der Afrika-indsamling i lørdags, efter brylluppet. Sikke da nogle billeder. Så nu bliver jeg helt kliché-agtig, og siger: Hold op hvor har jeg meget at være glad for. Og i forlængelse heraf, kom jeg til at tænke - Jeg har så meget, men husker jeg at værdsætte det? Eller bare værsætte det nok? Næ. Så nu er jeg gået i intensiv Nyd-dit-liv-bootcamp. Og det starter okay ud. Igår nød jeg at min mor har fået det lidt bedre, at jeg er ung og rask, at jeg har et sted at bo, mad at spise og tøj på kroppen. Optur. Det gjorde faktisk noget ved humøret, lige at stoppe op og se sig omkring, og opdage alle de fede ting man faktisk er omgivet af, materielle som åndelige. Mmm dejligt at være til.

Bryllup + velkommen-til-DK-gathering gik godt. Min kusine var faktisk rar at tale med, og fredag gik hen og blev helt hyggelig.
Brylluppet tilgengæld, var godt nok underligt. Bruden var iført cremefarvet, knælang blondekjole, og dertilhørende små sorte sko; endda med en lille hæl. Dog ingen make-up. Det ville også have været over stregen. Det er klart.
Men det underlige var nu ikke brudens påklædning - det var hele fest-opsætningen. Der var ingen chips eller noget da vi kom til frokosttid - og jeg var altså sulten. Minus nummer 1 i bogen. Og sådan forsatte det ellers bare. Det var inkarneret suppe-steg-is tema (hold nu op med det. Konceptet er dødt.), og der var bare ikke nok mad! Kødet var gråt, og sovsen var hældt op i en bowle, med tilhørende motherf**ker af en suppeske til at øse med?? Og der var ikke bryllupskage eller noget andet, der indikerede at vi var til bryllup. Og nu vil jeg ikke lyde snobbet, for jeg forventer da ikke at de disker op med Noma-standarder, men de er rimeligt godt ved muffen, og har råd til at holde en ordentlig fest. Og så endda et bryllup. Godt nok hans nummer 2. Men alligevel.

Nok om det.
Jeg sad lige imorges og hyggede på face da jeg ikke kunne sove, og læste min og NZ's tråd igennem. Og han er altså sød. Jeg blev faktisk overrasket over hvor mange søde ting han faktisk har skrevet, uden at jeg égentlig har lagt mærke til det. Hmm.. Han må godt komme hjem snart.. Eller bare kunne skype. Han er på roadtrip i to uger gennem NZ, så der går laaang tid før jeg kan nyde synet af ham igen. Dog har han skrevet at jeg bare kan skrive/ringe til hans new zealandske nummer - den har han på sig hele tiden, og så sku han nok svare. Årh.

Jeg vil smutte tilbage til arbejdet, mens mine tanker er:

- Hos min mutti - Besøgte hende igår. Men hun er allerede i fuld gang med at socialisere sig med Poul og de andre, så hun havde nærmest for travlt til at tale med mig. Vi hyggede dog, og jeg lakerede hendes negle mens vi talte om løst og fast.

- Hos IKEA - jeg går og tæller minutterne til lønnen går ind, og jeg kan komme ud og voldrippe alle hylderne for lys og tæpper, puder og vaser. Det koster jo alligevel kun 19 kroner alt sammen! ( I store træk)

- Hos NZ - Hold da op hvor jeg bare savner ham, på sådan en regnvåd mandag.

// Over and out - fra hende der i øvrigt var mega blog-kreativ igår, og nu har fået faner med de samlede musthaves, og samlede luksusting til lejligheden som jeg har lagt op gennem min blogs korte levetid. Er lidt stolt.

Pest eller kolera...

.. Hvad skal man vælge? Sådan har jeg det lidt. Valget. Det er det jeg taler om. Som de vælger at holde på min fødselsdag, sku! Jaja da. Så nu går den vilde jagt efter stemmer. Valgplakater skyder op som padehatte, og Helle sidder sikkert derinde på borgen nu, og gnider sig i sine små fedtede hænder og et smil på det åh så anti-appellerende ansigt. Jeg kan ikke li' hende. Så er det sagt. Men på den anden side så er Lars også bare en forskræmt lille mand - Og hvad er der så tilbage?
Nok om det. Jeg er allerede træt af det.

Jeg skal til min kusines "Velkommen til Danmark"-kom-sammen i aften. Prøv at spørge om jeg gider. Hun bor i Australien, og jeg har set hende 5-6 gange i mit liv. Tops. Og jeg er så træt at jeg kunne flå en kanin, bare for at ligge på skindet (sorry, eventuelle dyre-elskere. Jeg kan bare ikke med dyr. Og de kan ikke med mig. Jeg bliver altid bidt, stukket, revet eller kradset. Så dyr, not my thing. Med mindre det er en rabbit, og den kan vibrere. Så kan vi tale om det.)
Anyways, så ved jeg ikke lige hvorfor jeg skulle stå klar med flag og frikadeller og være parat til at sige: "Oh so good to see you" og "I missed you so much!" Gu har jeg da ej savnet hende, og hun har ikke savnet mig. Slut. Så kan ikke rigtig se pointen. Men det kan min far. Og insisterer på at jeg skal med, og være familie-social. Hold da op. Vi skal også til bryllup imorgen med hele den pukkelryggede ( En af mine onkler skal giftes. Igen.) Så i min optik er det lige lovlig meget familie for én weekend.
Kan man fake en akut opstået influenza? Som er gået over til imorgen? For jeg skal altså ikke gå glip af bryllup. Trods alt. Skal stå og fnise nede bagved sammen med min anden onkel. Af brudeparret, som jeg virkelig glæder mig til at se. Bruden har aldrig nogensinde brugt make-up (Ja, det er altså en nødvendighed i min verden, når man er så grim som hun er. Sorry to say. Men det er hun altså.) og går i fodformede, og har ryger-tænder. Vi har væddet om, om hun har de fodformede på imorgen. Og om hun bærer hvidt. Jeg er spændt på udfaldet.

Udover det så sidder jeg bare på arbejdet og hygger - Her er absolut ingenting at lave, så vi snakker, og hygger, og ser tv2 news, hvor Pia K på nuværende tidspunkt, toner frem i al sin vælde. Hun ser træt ud. Er det hårdt, Pia? Sådan at hapse efterløn, sætte grænser for hvem man må forelske sig i, sætte pigtråd om landet og fylde skolerne op til bristepunktet? Gå hjem og tag en lur. En lang en.

Nå, jeg må hellere videre med at lave ingenting. Det skal jo også passes. Måske kommer der snart et nyt indlæg et andet sted i cyber? Tjekker lige. Igen.

// Over and out

Lidt af det hele..

Allerførst:

Er F**KING træt af folk der:

- Kører for stærkt. Det er ikke for at være helgen eller noget. Men det er fanme for dumt at fræse ned af en villavej med 90 km/t. Så undertegnede var ved at havne under omtalte køretøj. Og så en skoda. Altså. Come on.

- stiller sig op og glor, når andre folk er kommet til skade. Jamen hvad er det for en syg verden vi lever i?! "Ej er der en der bløder fra kraniet, og har knogler stikkende ud? FEDT, tænd for kameraet!" "Skal vi hjælpe?" "neeej, lad os bare stå og se på, jeg skal satme da ikke have ødelagt mine fine sko ved at soppe rundt i den efterhånden ret store blodpøl".

- derefter omtaler ovenstående, med julelys i øjene og levende beretninger om tid og sted. Jamen, I shit you not, min ret så kedelige, kommunefarvede page af en kontormus til kollega fortalte vidt og bredt om et uheld, "Der var sket lige her uden for vinduet! Hun kunne stå og se det hele!" Sygt, siger jeg jer. SYGT.

- er så mega egoistiske og ikke kan se ud over deres egen lille fede, bebumsede næse, og overkomme at man ikke er i det bedste humør, når ens mor, trods alt, ligger på psyk. Ja, X det er ham jeg taler om. Lille røvhul. ØV hvor er jeg sur. I behøver ikke historien. Det korte af det lange er bare, at han blev sur, og kaldte MIG ego, fordi JEG ikke lige var lallende glad da han ringede. Røv.

Puha. Det var rart at få ud. Nu kan jeg trække vejret igen. Nu tror jeg at jeg vil være lidt ligeglad med det hele, og tage mig en morfar på sofaen inden jeg skal ind til min veninde til kage og te senere.

I øvrigt, så skypede jeg med NZ igår. Han vendte lige på en tallerken, efter min irritation over ikke at få lidt mere søde beskeder (eller bare beskeder i det hele taget), var begyndt at kunne ses i mine, og jeg desuden fortalte om min mor. Så skrev han at jeg bare skulle sige et tidspunkt jeg kunne skype på, og jeg skulle ikke tænke på hvad klokken var hos ham - han ville bare sætte vækkeuret. Det er da meget sødt. Og så skypede vi ellers i en times tid, og han fik fyret et pænt læs komplimenter af. Så nu er rodebutikken glad for NZ igen. Det var alligevel rart at se ham og lytte til hans sprøde stemme. Mmm.

// Over and out

Mama gone crazy..

.. Ej det er måske lidt hårdt sagt. Ikke desto mindre er det sandheden. Min mutti er blevet indlagt på Psyk. Nå. Og hvad skal man så sige til det? Ikke så meget. Der er i grunden ikke så meget at sige. Damen hører stemmer og vil ikke spise. Ergo så er der altså brug for assistance til Mother Mess Botique. Så der er hun altså nu. Og det er en god ting. Har længe været bekymret for hende, og nu er der nogen der tager sig af hende, måler hendes blodtryk og udfylder skemaer og serverer saftevand. Så jeg er tryg ved beslutningen, selvom man da stadig er lidt ked ved at ens mor behøver den slags hjælp. Men uanset hvad er jeg stolt af hende og elsker hende, og synes hun er sej. Hun har heller ikke haft det let. Hun har en søn der er tosse og en datter der er et rod. Og trods alt fungerer vi begge da nogenlunde. I'll give her the credit.
Og så nok om det.

Dagen er gået med at læse IKEA-katalog og spise småkager på arbejdet, indtil Chefen indså at jeg overhovedet ikke kunne fungere (og måske lidt tvivlede på om det var mig der burde indlægges) og sendte mig afsted til Ballerup Psykiatriske afdeling (for at besøge min mor altså - ikke for at jeg kunne indlægge mig selv, selvom det fanme engang imellem kunne være fristende, bare at lægge sig i fosterstilling på en stue, og vente på at der kommer en og stryger en over håret og giver et ordentlig skud lykkemedicin)

Anyways, så tog jeg ud og besøgte min mutti, hilste på en patient der hed Paul, som var den mest maniodepressive autist-lignende vinduespudser (for det var han) jeg nogensinde har mødt, og som havde specialiseret sig i at huske ugedage, således at han udfra min fødselsdato kunne fortælle hvilken ugedag jeg var født. Ret sejt. Han kunne også min brors. Og mors. Og alle de andre der sad i kaffestuen's. Plus at han kunne alle amerikanske præsidenter fra år 1900. Flink fyr.

Og da jeg havde sagt farvel til Paul, Mutti, Sveske (?! Det ville hun altså kaldes. Jeg elsker psyk. Lige så rodet som inde i mit hoved) og William- en meget sentimental digt-skrivende neger (Han nåede at skrive to mens jeg var der. Om drømme. Og regnorme. Kunne bedst lide det sidste), så smuttede jeg hjem.

Underligt som sådan et sted som en psykiatrisk afdeling er helt anderledes end resten af samfundet. Der er så mærkeligt, og alligevel så logisk. Så rodet og alligevel så enkelt.
Hmm. Skal derhen igen på søndag.

Nu tror jeg at jeg vil kravle op i dynerne, spise riskiks og se film og nyde at jeg alligevel ikke behøver, rent fysisk, at dele min rodebutik med nogen andre, sige når jeg går på udgang, eller angive min adresse som "Afdeling 7, værelse 14".

// Over and out

en ting til..

jeg bliver hidsig over:

- folk der ikke har styr på nutids-r. Så tag dog en dag i 4.b på den lokale kommuneskole og få styr på det!

Jeg opridser den lige her, som service:

Hvis jeg gør noget aktivt i en sætning, så er udsagnsleddet med r. Eksempel:
Jeg kører i bilen.

Hvis det er inaktivt, så er det uden r. Eksempel:

At køre  i bil.

En huskeregel:
Hvis du er i tvivl, så sæt ordet "spise" i stedet for udsagnsleddet, og se hvad der lyder rigtigt.

Jeg spise i bilen.
Jeg spiser i bilen - Altså skal det være "kører".
Du kan med fordel også bruge: Danse eller cykle.

Så er den vist på plads.


// Over and out - fra flueknepperen når det gælder grammatik.

Fint besøg..

.. fra selveste Bitterfissen. Jeg er beæret. Men læs endelig med, hvis jeg kan kapere at være lidt mere underholdende og mindre intetsigende end resten af "Blogstilstanden" - Er der nogen der gider mig forklare det ord på et tidspunkt?
Anyhow er mit sidevisningstal gået i vejret efter jeg blev nævnt derovre, hos frk. B, og jeg fik oveni købet svar på det spørgsmål jeg spurgte om i et tidligere indlæg. Win win. Bortset fra, at jeg nu har jublende præstationsangst for at skrive noget som helst. Uha uha. Mit liv er jo bare en stor rodebutik (surprise, surprise). Nå, men fik svar fra hende frk. himmelgrå der, og jeg synes altså hun er underholdende. Især fordi jeg tænker at hun må være totalt killer i krisesituationer. Der bare sabler alle kommentarer på bloggen ned, flår samfundsdebatter i små bitte bidder, og oveni købet sikkert er et sandt beast i ulvetimen nede i netto. Man må sgu være en hård negl når man har trods-alderbarn og tvillinger. Jesus Kristus.

Jeg vil nyde at jeg, trods alt, kun er hidsig når jeg:
- taber i spil (mest de der paratviden-spil. Ludo er jo rent held. Men bliver bitter alligevel)
- finder ud af at der er udsolgt af pære/banan yoghurten i Rema (Og ja, det skal være yoggi. Cheasy my ass)
- Har spist i sengen og opdager konsekvensen.

Og sikkert også en masse andre ting. Men lige nu er jeg egentlig bare glad i låget.

// Over and out

Det var en lørdag aften..

.. Jeg sad og spiste slik. For det er lige det jeg gør. Jeg var hurtig i vendingen, og racede ned på tanken fem minutter før lukketid, og fik raget en rittersport til mig. Som jeg så sidder og guffer nu, mens sukker-suset breder sig i kroppen.
I øvrigt fik jeg lige et teenage-flashback dernede på den lokale Q-otte. En ung fyr og hans pige stod og fumlede ved deres cykler og hviske-tiskede. Og pludselig blev det meget tydeligt, at de stod og diskuterede hvem der skulle tage the walk of shame gennem den ret så fyldte tank, og købe de kondomer. Det blev overraskende nok pigen. Og det fede er, at jeg mødte hende i døråbningen, hvorefter hun vendte rundt igen og lige, endnu en gang, måtte ned og pille ved cykelkurven inden hun igen begav sig mod døren. Nååårh. Det er der man næsten får lyst til at gå hen og tilbyde at købe dem for dem. Og i øvrigt fortælle at de er på tilbud nede i Rema. Til en anden gang.

Nå, nu vil jeg vende tilbage til min rittersport, film på kanal 5 (harry potter - wuhuuu! Ninja - tænkte på dig da jeg opdagede at den var i fjerneren; er I nået til 4'eren endnu? Ellers har I chancen nu), og nyde at det har været en usædvanligt dejlig dag idag, målt i solskinsstråler.

// Over and out - nu med halv rittersport, hapset, lige ned i løgneren, og som skriger på anden halvdel dernede fra dybet. God lørdag, alle jer som ikke skal tidligt op imorgen og på arbejde. Og også til jer andre, selvfølgelig.

Der var engang...

.. En ung frøken, som var en stor rodebutik. Hun arbejdede i en bank i sin fritid, og knoklede for at blive dygtig til sit job. Da hun havde arbejdet der i et halvt år, startede en gruppe nye medarbejdere, i hendes afdeling. Hun lagde særligt mærke til én af dem. Han var høj, smilende, og mystisk. Det første stykke tid vidste hun ikke engang hvad han hed, for hun turde ikke spørge. Men han var så speciel at hun en dag mandede sig op til at smile til ham henover skrivebordene. Det var tilfældigvis en fredag, og der skulle være fest i banken. Han kom hen til hende og spurgte om hendes navn, og fortalte sit. Frøkenen synes han var meget tiltrækkende på den mystiske måde, for han var meget langt fra, hvad hun ellers blev tiltrukket af, men der var bare noget særligt. Og hun kunne ikke andet end tro, at han syntes det samme, da han efter 10 minutters snak om løst, fast og sult og nød i Afrika (ja det talte de faktisk om, den allerførste gang de mødtes - underligt) sagde til hende: "Du skal føde mine børn", smilede og bød hende op til dans. Det har siden været en intern joke mellem de to. Aftenen gik, og de sværmede om hinanden som legesyge sommerfugle, men de gik ikke hjem sammen, for ham her var en gentleman.
Nu hilste de pludselig hver gang de var på arbejde, snakkede, og skrev mails og små sedler til hinanden, til den dag han inviterede hende på en kop kaffe på en post-it. Hun sagde ja (med forbehold, hun havde jo en kæreste, den lille frøken), men de nød hinandens selskab, og klikkede igen, præcis som første gang de mødtes. Kaffen blev dog aldrig til noget, det blev til en flaske vin i stedet, men det gjorde det ikke dårligere.
Tiden gik, og det blev vinter, og på dette tidspunkt kunne frøkenen godt mærke en lille rumlen i sin mave, men vidste ikke hvad hun skulle gøre ved det, i forhold til sin kæreste. Dét forhold gik dog ikke ret godt, og de to flyttede fra hinanden, efter to år.

Så blev det forår, og alt blev grønt, og gennem hele vinteren havde frøkenen holdt kontakten med ham den mystiske, og var blevet ret glad for ham. Desværre rejste han så, da det blev juli, uden at frøkenen rigtig fik sagt det til ham.

Det var historien om hvordan rodebutikken mødte NZ.

Desuden har NZ faktisk været med i Woman engang, og det var derfor han virkede bekendt, første gang hun så ham.

Og nu sidder frk. rodebutik så her, og ved ikke rigtig hvad hun skal gøre med følelserne for NZ, og den seksuelle tiltrækning til S, og savnet til X. En rigtig rodebutik.

Hun holder dog humøret højt; det skal jo nok gå alt sammen.

// Over and out - nu med mødet med NZ i frisk erindring

Hvad jeg har lavet på arbejdet idag...

... er dette:

Liste over ting der må være fede ved at være:

• Pensionist - Så en dame ude på gaden i penionist-alderen, æske fuld. Kl. 10:08. Det må da være fedt, bare at kunne skide hul i det hele og drikke til flasken er tom, og være mega ligeglad, for der er ikke noget man skal nå. Uanset tidspunkt.
• Dronning - Tænk bare at kunne sidde der inde på residenset og glo på gardere og japanske turister, eller gå en tur i garderoben og prøve kæmpe silkekjoler og diademer. Hvis man vil. (Ja, jeg har en forstyrret, børnehaveagtig forestilling om, at det er det dronningen laver. Når hun ikke besøger folk i andre lande. Please don't break the illusion)
• Læge - at kunne råbe "Hell yeah!" når der er en der skriger: "Er der en læge til stede?!" og blive dagens kvinde i skysovs, fordi man bare kan redde liv, with the bare hands, du! (og nogle plastikdimser og den der "CLEAR!!"-ting de bruger i Greys Anatomy hele tiden.)Noget andet er at det sikkert kun sker i film.
• Apotekerdame - så kan man rigtig snage i de ting folk køber og vide hvor klamme de er når de kommer ind for at købe rectal-creme eller vortefjerner.

Ting der nok er knap så fede ved selvsamme:

• Pensionist - Alle ens venner er døde eller dør lige om lidt. Ja så kan jeg da godt forstå at de har brug for en gammel dansk for at holde den gående.
• Dronning - Alle forventer bare alt muligt af én. Og så skal man være pæn hvert år på nytårsaften og holde tale, mens man egentlig helst vil hoppe i de fine rokoko-møbler, have en sjov hat på (evt. låne en af gardernes) og puste serpintiner ud over det hele.
• Læge - ja jeg nævner i flæng: Rektal-undersøgelser, urinprøver, bylder, vorter, kønssygdomme, betændelse, ligtorne etc. Godt det ikke er mig. Jeg har nok i egne problemer. 
• Apotekerdame - Det er kun klamme, syge mennesker der kommer på apoteket. Og dem skal man se på en hel dag, hver dag?? 

Meget konstruktiv dag jeg har haft, kan I nok høre. 

Udover det så undrer jeg mig over følgende:

• Kan muslimske kvinder også have dårlige hårdage? Eller hedder det dårlige tørklæde-dage?
• Hvorfor TV2 så stædigt holder fast i TV2 news. 'Amen altså. Let's face it. Danmark har bare ikke nok nyheder til at det kan sendes 24/7. Helt ærligt. Nyhed, dags dato: "Sådan får du en gratis tørretumbler"?? Stop så.
• Hvorfor de ikke gjorde elskovsscenen mellem Evelyn og Danny MEGET længere i Pearl Harbor. Vi (jeg - og sikkert også andre, så jeg tager jer med i faldet, om I vil stå ved det eller ej!) bliver jo nødt til at stoppe og spole tilbage. Flere gange. Host.

// Over and out - nu med en masse ting at tænke over. (SOM OM der ikke var det i forvejen. Tssk. Der er trængsel i mit hoved.)