Afdelinger i Rodebutikken

mandag den 22. august 2011

Mama gone crazy..

.. Ej det er måske lidt hårdt sagt. Ikke desto mindre er det sandheden. Min mutti er blevet indlagt på Psyk. Nå. Og hvad skal man så sige til det? Ikke så meget. Der er i grunden ikke så meget at sige. Damen hører stemmer og vil ikke spise. Ergo så er der altså brug for assistance til Mother Mess Botique. Så der er hun altså nu. Og det er en god ting. Har længe været bekymret for hende, og nu er der nogen der tager sig af hende, måler hendes blodtryk og udfylder skemaer og serverer saftevand. Så jeg er tryg ved beslutningen, selvom man da stadig er lidt ked ved at ens mor behøver den slags hjælp. Men uanset hvad er jeg stolt af hende og elsker hende, og synes hun er sej. Hun har heller ikke haft det let. Hun har en søn der er tosse og en datter der er et rod. Og trods alt fungerer vi begge da nogenlunde. I'll give her the credit.
Og så nok om det.

Dagen er gået med at læse IKEA-katalog og spise småkager på arbejdet, indtil Chefen indså at jeg overhovedet ikke kunne fungere (og måske lidt tvivlede på om det var mig der burde indlægges) og sendte mig afsted til Ballerup Psykiatriske afdeling (for at besøge min mor altså - ikke for at jeg kunne indlægge mig selv, selvom det fanme engang imellem kunne være fristende, bare at lægge sig i fosterstilling på en stue, og vente på at der kommer en og stryger en over håret og giver et ordentlig skud lykkemedicin)

Anyways, så tog jeg ud og besøgte min mutti, hilste på en patient der hed Paul, som var den mest maniodepressive autist-lignende vinduespudser (for det var han) jeg nogensinde har mødt, og som havde specialiseret sig i at huske ugedage, således at han udfra min fødselsdato kunne fortælle hvilken ugedag jeg var født. Ret sejt. Han kunne også min brors. Og mors. Og alle de andre der sad i kaffestuen's. Plus at han kunne alle amerikanske præsidenter fra år 1900. Flink fyr.

Og da jeg havde sagt farvel til Paul, Mutti, Sveske (?! Det ville hun altså kaldes. Jeg elsker psyk. Lige så rodet som inde i mit hoved) og William- en meget sentimental digt-skrivende neger (Han nåede at skrive to mens jeg var der. Om drømme. Og regnorme. Kunne bedst lide det sidste), så smuttede jeg hjem.

Underligt som sådan et sted som en psykiatrisk afdeling er helt anderledes end resten af samfundet. Der er så mærkeligt, og alligevel så logisk. Så rodet og alligevel så enkelt.
Hmm. Skal derhen igen på søndag.

Nu tror jeg at jeg vil kravle op i dynerne, spise riskiks og se film og nyde at jeg alligevel ikke behøver, rent fysisk, at dele min rodebutik med nogen andre, sige når jeg går på udgang, eller angive min adresse som "Afdeling 7, værelse 14".

// Over and out

4 kommentarer:

  1. Tough med hende Mutti. Jeg vil ikke fake en form for cyber-melidenhed...

    Du har helt ret i det med afdelingerne; som en verden i en verden, med beboere, der, på rigtig mange måder, slet ikke opfylder de kriterier der stilles af samfundet. Måske det er den rigtige måde at leve på (bare lige minus diagnosen, selvfølgelig)?

    SvarSlet
  2. Ér det egentlig ikke den måde vi lever på? Vi andre er bare ikke blevet "fanget" endnù? Vi bevæger os tonløst rundt i samfundet, som i disse postmoderne tider efterhånden har mistet sin mening, fordi vi alle følger de normer der kunstigt er blevet formet af vores egen uvidenhed, og troen på, at det naboen gør, er det rigtige, og derfor bør gøre det samme. Den eneste forskel er netop bare, som du også selv påpeger, at vi udenfor opfylder de, egentlig fuldstændigt vanvittige, krav som der stilles af samfundet for at vi kan accepteres i den kasse der er mærket "Normal". At stræbe hele livet efter at være som andre synes man skal være - det er da sindssyge.

    // Rodebutikken

    SvarSlet
  3. En åndsfælle ;) Lige præcis sådan føles det. Måske vi, i det nye årtusinde, er nødt til at indse, at sindssyge måske bare er en alternativ virkelighedsopfattelse, som ikke nødvendigvis kan kategoriseres som "unormal". Normalitetsbegrebet er vist alligevel så udvandet, at vi lige så godt kan lade være med, at forsøge.... selvom de fleste bruger hele livet på, at kæmpe bravt alligevel.

    SvarSlet
  4. Det tror jeg bare ikke kommer til at ske, med den stædighed vi alle lægger for dagen. For indeni er vi alle revolutionister der ønsker at gøre, tænke og sige præcis hvad vi ønsker og spiller ytringsfriheds-kortet gang på gang, men når det kommer til stykket, er der alligevel aldrig nogen der tør. For ingen vil være udenfor. Og dem der tør at være anderledes, bliver skubbet ud fra fællesskabet, fordi de minder os om hvor normtro og dumme vi selv er - og det kan vi ikke ha'! Så hellere sende dem på den lukkede, for "de er jo ikke helt normale". Jeg tror desværre, at selvom ingen efterhånden ved hvad "normal" er, så holdes der stædigt fast i begrebet. For Gud forbyde at vi mistede fodfæste for en stund, og at der måske ikke var nogen til at gribe os! Uha uha. Så hellere på med livrem og sele og gøre som alle de andre- Så ved man hvad man får.


    // Rodebutikken

    SvarSlet