Afdelinger i Rodebutikken

lørdag den 26. oktober 2013

Død er uretfærdigt

Vi kan hurtigt blive enige om, at død er uretfærdigt, dumt, irrationelt, forfærdeligt og uforståeligt, uanset omstændighederne. 

Så derfor! Hvis du fik bare én chance for at ændre ens skæbne fra død til liv, ville du så ikke gribe den? 

Jeg ville. Intet kan få min mor tilbage. Intet kan ændre, hvad der allerede er sket, og min sorg, mit tab, min ulykke er og vil altid være en del af mig. 

Men Idag har jeg en chance for muligvis at forhindre den samme smerte hos en anden. 

Jeg støtter KNÆK CANCER iaften. 

Jeg vender foret i pungen, tømmer sparebøssen, leder under sofaen og støtter med det jeg kan. 

For kan mine mønter være med til at redde en mor, en søster, en bror, en far eller en ven - så er det det hele værd. 


Og så køber jeg sku bare de sko i næste måned. 


For dig, Mor. Fordi jeg ville ønske, man kunne støtte kampen mod misbrug og psykiske lidelser. 


// over and Out 



mandag den 21. oktober 2013

Et tegn

Gik på arbejde imorges, med et trusseindlæg klistret til baglåret.



I regnvejr. På en mandag.





....



Det må være et tegn. Hvis ikke bloggen var her, hvordan skulle jeg så nogensinde kunne få afløb for alle de vanvittige scenarier jeg udsætter mig selv for, her i tilværelsen?


So that's it- Guderne/ skæbnen/ tilfældighederne/mit held, har talt.

Bloggen består.

Og det gør mine røde kinder efter at have måtte pille trusseindlæg af lår i personalestuen, i øvrigt også.


Så skrid dog, Mandag.


// Over and Out

søndag den 20. oktober 2013

På listetå

Så skete det igen.

"Hvaaad skete der?" spørger du. Måske. Det skal jeg sige dig:

Bloggen blev opdaget. Igen. Af nogens kæreste. Som blev knap så begejstret for mit seneste indlæg. Og som i øvrigt blev helvedes rasende og skuffet og alt muligt andet.


Lorteland.


Og nu er der nok omkring 80% af jer der tænker: "Du er sgu da også en klaphat!" Muligvis. MEN!

1) Bloggen er min, så jeg har ret til at skrive hvad jeg vil

2) Da han lovede ikke at læse min blog da han ved et tilfælde opdagede den for flere måneder siden, stolede jeg på ham

3) Jeg kan ikke ændre på fortiden. Heller ikke på S-perioden (hvor meget jeg så end ville).

Så jeg blev egentlig også vred. Lidt fordi han havde brudt min tillid, og lidt fordi han flippede ud over noget, der er sket før ham (altså alt det S-pjat).

Er helt klar over at han muligvis skulle have haft hele sandheden fra start. Men hvem har lyst til at fortælle hele den historie? Essensen er jo bare, at vi var sammen. Punktum.

Så vi skændtes lidt (meget), men fandt alligevel ud af, at vi kunne løse det. Jeg havde jo sådan set aldrig løjet for ham (bare undladt den komplette sandhed), og jeg havde - og har - intet problem med at skære S ud af min tilværelse.

Så det gjorde jeg. Skrev til S at han skulle holde sig væk. Hvilket naturligvis blev efterfulgt af et meget vredt svar tilbage. Og endnu et, lidt blidere, på facebook et par timer senere. Alá: "kan vi tale på et tidspunkt?" og "jeg forstår det ikke".

Men sendt er sendt, og jeg har det egentlig rigtig godt med det. Det er Bornholmeren jeg vil, og hvis det er det, det kræver, så sender jeg gerne S med eksprestog til Forgottenville.

Så er der bare lige det med bloggen..

Bornholmeren ved at den er der. Han har set (og læst) den.. Eller noget af den, i hvert fald.
Og selvom han har lovet at den er min og at han holder sig væk, er jeg stadig bange for at skrive herinde.

Præcis som sidste gang, i øvrigt.

Så lister lidt rundt herinde, og prøver at finde et ståsted.

Indtil videre består bloggen i hvert fald. Så må vi se hvad tiden bringer..


// Over and Out

tirsdag den 15. oktober 2013

*S*keletter i skabet

Vi har dem alle sammen. De der skeletter der bare vælter ud i et stort mylder af knogler, rod og (nogle gange) fortrydelse, når vi mindst venter det.

Mit kom ud i weekenden. På den alt, alt for kække måde.

Det hele startede faktisk dagen før min fødselsdag. Bornholmeren og jeg skulle ud og spise, og jeg havde jo købt ny kjole til lejligheden.

Jeg synes faktisk jeg var rimelig lækker i den sorte, perlebesatte sag, så jeg tog et lille selfie med det nymodens Snapchat. (Jeg lærte det altså først at kende kort før denne episode, og var derfor stadig ikke helt med på hverken koncept eller funktioner).

Anyways. Sendte gladeligt billede af fødselsdags-dullede Rodebutik ud til de venner den selv havde fundet via mine kontakter.

...


.. 2 minutter efter får jeg et billede tilbage. Fra hvem?

Åh ja... Kan I huske ham her? Der lavede det her nummer? Og igen her? Og som sluttede ca. sådan her (og sådan her)


Ikke noget særligt billede i øvrigt, men en tekst der lød i retning af "hold kæft hvor ser hun dejlig ud, hende i kjolen".

JEG VED GODT DET VAR NOGET MØG. Så det behøver vi ikke tale mere om.
Vi har i øvrigt kun talt en ganske lille smule efter vi dimitterede, og han har i øvrigt fået en kæreste.

Så jeg troede at alt var godt, og lagt på hylden.

Men så begyndte det igen...

Han begyndte at ringe om natten i weekenderne, og gerne 4 eller 5 gange. Først var jeg i fornægtelse. Men nu kan jeg jo godt se, hvad det var. Man ringer jo ikke ligefrem og spørger efter en kop sukker kl. kvart-over-tequila en lørdag nat, vel?

Det værste var, at Bornholmeren lå ved siden af mig.. Alle tre gange han har gjort det. Og det er klart han blev mistænksom! Hvem ville ikke blive det?


Så i weekenden fortalte jeg (delvist) sandheden. Fortalte i hvert fald at vi tidligere havde snakket meget sammen, og at vi havde været i seng med hinanden.

Det tog han egentlig okay, og jeg troede at alt var ok, fordi jeg sagde at jeg intet lagde i nogle af hans opkald eller beskeder, eller at jeg i øvrigt havde i sinde at se ham igen.


Men igår kom Bornholmeren alligevel med sit krav: Stop med at tale med ham. Ever.

Egentlig blev det starten på et meget langt skænderi, taget min frustration over tidspunktet i betragtning (kl. 07.15 en mandag morgen, er bare aldrig et godt tidspunkt. For noget som helst, i øvrigt).

Jeg følte at jeg blev trængt op i en krog, og at jeg ikke havde fået tid eller mulighed for at forklare at det ikke var et problem ikke at tale med S mere, før jeg egentlig fik det serveret som et krav.

Uanset hvad, så forstår jeg udmærket Bornholmeren. Og vi er gode venner igen. Og det er ydermere som sagt intet problem at stoppe med at tale med S.

Fra min side, vel at mærke.

Jeg er jo stadig nervøs for om han skriver eller ringer, og Bornholmeren derfor bliver utryg eller vred.

Så jeg har forhørt mig ude i byen, og fået at vide at man gennem den nye IOS opdatering til Iphone kan blokere numre?

Er det rigtigt?


Hvis man kan, har jeg tænkt mig at gøre det. Dog er jeg bare lidt usikker på, om:

1. Jeg bare skal gøre det, og så er det sådan?
2. Vente til han evt. ringer/skriver igen og så blokere?
3. Skrive til ham at jeg ikke vil høre fra ham igen, at jeg har en kæreste, og så blokere ham?

Hmm...

Anyways. Skelettet S er ude af skabet. Og mit forhold lever endnu.

Det er da okay, er det ikke?

// Over and Out



onsdag den 9. oktober 2013

"oooog Hav en god dag!"

Nå. Ikke så meget blogging fra mig, hva?

Sagen er den, at jeg ikke har en skid at skrive om. Mit liv er kogt ned til en halvt siddende, halvt stående position i 7,5 time om dagen, godt spicet op med "kvitteringen?!" og "hav en god dag!" som soundtrack.

Det er p-i-k-k-e kedeligt. Og klamt. Og ensformigt. Så derfor er jeg begyndt at værdsætte de små ting. Som for eksempel:

#1 når folk rent faktisk har gidet ulejlige sig med at veje deres vej-selv-grøntsager.

#2 når folk ikke har stået og varmet deres småpenge i hånden de sidste 20 minutter. Det er bare definitivt det klammeste at få trykket en fugtig, 37-grader varm 20'er godt ned i håndfladen, uden den ringeste chance for at kunne vaske hænder de næste 4 timer. (er derfor begyndt at medbringe håndsprit på arbejde. Sig hej til den emsige, snerpede kassedame. Og lev med det.)

#3 når folk køber kondomer. Fordi det bare er virkelig sjovt at se, hvor pinlige folk er omkring det, selv i år 2013, hvor man har sex første gang når man er 13, og i øvrigt ved at om forplantning inden man er fyldt 10. Folk stabler store stakke op på båndet, som et fint lille fort knox ud af leverpostej og køkkenrulle, og inde i midten kan man finde den hellige gral - Profil extra thin - "for your pleasure!", mens kunden med flakkende øjne og klamme hænder står og ser til at man smadrer deres lille opstats, bid for bid. Har overvejet at være flabet, og lægge den op på kassen med et kækt smil og et "så de små banditter ikke bliver væk!". Har ikke turdet endnu. Giver det max et par uger. Så er jeg kold som is.

#4 lidt det samme når folk køber bind, tamponer eller graviditetstests. Især når de to førstnævnte følges ned ad båndet med en plade marabou.

#5 Når folk stabler i ET lag. (nej. Det er ikke en god ide at samle varerne på et felt af 20*20 cm hvis du har for omtrent 547 kr, og slet ikke med dine åndssvage øko-citroner i løs-vægt nederst. Klaphat. Tror ikke vi behøver tælle de gange jeg har ligget og rodet rundt på gulvet i absurd lille kassedame-boks og rodet efter løsslupne æbler, meloner, dåsetun og tomatpuré, fordi kunden har haft flashback til børnehavetid og stableklodser i træ og friske farver. For bare at få at vide, at "så vil de ikke have dem alligevel, for nu er de jo blevet stødt. Så.skrid.dog.

#6 Når folk betaler med almindelig, acceptabel valuta. Og ikke svenske kroner, 23 flaskeboner, 3 gavekort med 4,5 kr på hver i gennemsnit, eller 87 kr i småpenge. Hold nu op!


Sidste punkt har jeg dog taget til mig, og er begyndt at hævne mig på idiotiske kunder ved at give dårlige byttepenge. Der er faktisk overraskende stor tilfredsstillelse i, at sige "og her er 65,50 til dig" og aflevere to kilo mønter på disken, til kunder der på den ene eller anden måde mentalt forlænger min arbejdstid.


Så I kan rigtig høre jeg hygger mig.


I det mindste skal jeg først møde kl. 10, så der er masser af tid til morgensex og kaffe på sengen.


Og nårh ja:

#7 Folk der rent faktisk svarer, når man siger "hav en god dag!" I øvrigt en fin indikator for, hvor længe jeg har stået bag kassen:

Kl. 10:17: "Så må du have en rigtig god dag!" *smil og overskud*

Kl. 16.43: "HAV EN GOD DAG!" *skærende tænder, blodsprængninger i øjnene og en så intens knugen om kvittering og byttepenge, at man kunne risikere at skulle bruge kost og fejebakke for at få sine 14 kr og bon på bananer og ajax med hjem.


Så hav en GOD aften! (og vær nu søde at sige i lige måde når I er ude og handle imorgen ikke? Det er så rart. Trods alt.)

// Over and Out


tirsdag den 1. oktober 2013

Family tour 2013

Ja, så overlevede jeg også dette års familietur.

Med ligeså lave forventninger til dette år som sidste år, kunne det umuligt blive værre. Havde desuden den søde Bornholmer med denne gang, til at bakke mig op (noget andet er så, at det måske virker en smule banegårdsagtigt med en ny kæreste igen i år? Anyways.)

Det gik faktisk ok. Kussen og X dukkede ikke op. Men det gjorde Kussens mor- akavet, stift og falsk må være passende tillægsord til dén del af turen.

Næste "tæl-til-10"-faktum var, at der ikke var værelser nok.

"Men det havde årets arrangør da heeeeelt styr på, der er jo en sovesal!"


......



... you got to be f*cking kidding me.


Men nej nej. Inden jeg fik stavet til røvguitar, stod jeg med min taske, bornholmeren i ryggen, og så ind i 10*10 meter sovesal, med gamle skjoldede madrasser, spindelvæv i hjørnerne og gammelt slikpapir der havde ligget der siden sommeren '86.

Og der skulle vi så sove, plus mine søskende, mine kusiner, min fætter, hans kæreste og min faster, som åbenbart også havde tabt i den hemmelige værelses-lodtrækning.

Behøver jeg sige, at jeg gik rundt med bankende tinding og muskeltrækninger om mundvigen de efterfølgende timer?

Men men men. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.Det gav nemlig mig og bornholmeren anledning til at tage endnu et lille udendørseventyr, mens de andre sov.
En lille tur under stjernehimmel (koldt!) og en tur i fælles-spisesalen (bedre) peppede det hele lidt op, og gjorde det hele mere tåleligt.

Er dog alligevel glad for at være hjemme, selvom det betyder uendelige dage bag kassen med et dagligt soundtrack indeholdende sure ikke-dansk-talende damer, børnegråd, dårlige butiksjingles og BIB BIB BIB-lyde.

Livet er herligt.

// Over and Out