Afdelinger i Rodebutikken

fredag den 13. november 2015

Det er det jeg kan

Well, med lunken kaffe i hånden, og med resten af korpus plantet på en stol i et trøstesløst forelæsningslokale i udkantsdanmark, kan jeg jo lige give en kort opsummering på tilværelsen, anno slut 2015.

Antal kærester: 1. Er faktisk ret imponeret over mig selv. Og ham, ikke mindst. Jeg er ikke nem. Det har jeg alle dage vist. Men tror det på nuværende tidspunkt også er gået op for ham. Og han er her stadig! Goodness does exist.

Antal langt-ude-ud-af-kroppen-jeg-har-lyst-til-at-gå-hjem-oplevelser: Uncountable.

Seneste: Skulle til bryllup (det i sig selv, er langt ude. Tog mig en halv flaske rødvin og 3 timers NATO-stilling til soundtracket af noget long-lost midt-00'er pop, at fordøje det. Følte på en eller anden måde at voksenlivet havde sneget sig ind på mig, i små nederdrægtige skridt, og uden at sige en lyd, pludselig var krøbet over hovedet på mig, og efterladt en hat, hvorpå der nu står "Spørg mig om noget. Jeg burde nemlig vide det. Jeg er voksen, bliver inviteret til bryllupper, bør vide noget om skatteregler, HR-processer og hvordan man skærer en oksesteg."

Jeg kan ikke lide den hat. Hatten er en løgner, der bare tiltrækker forventninger og krav for omgivelserne, og værst af alt, får folk til at tro at jeg faktisk har styr på mit shit.


Really.do.not.

Og dette materialiserede sig noget så smukt til netop det bryllup jeg var inviteret til, af en gammel studieveninde, der åbenbart tager alt det med realkredit, fælles efternavn, parmiddage og dét faktum at være i "slut-tyverne" en del mere roligt end jeg selv.

Anyways. Skulle til bryllup. Havde skruet mig ned i noget silkebuks og blazer, købt for 400 kr. blomster, bånd og gaver, smækket noget trivielt "Må al lykke komme til jer" ned på klassisk interflora-minikort, og tastet adresse på kirke ind på kort-app på telefon.


So far, so good.

Kirken lå ikke langt fra egen hjemstavn, så jeg smækkede mig nonchalant i sadlen omkring 12.35, og havde derved gode 25 minutter til at cykle til kirken og se på noget kærlighed og Gud i én smuk forening.

Cykler til kirke med spotify i ørene, og er egentlig rimelig godt kørende, indtil jeg ser kirken tårne sig op på venstre side. Uden flag. Uden biler. Faktisk kun med en halvt skindød gartner, der tøffer rundt i blå overalls, og med en rusten rive der nærmest lyser af træthed over at skulle rive de dødes haver for 3.492. gang.

Jep.

Det er den forkerte kirke. Og klokken er nu 12.47.


TOP FEDT!

For helvede jeg hader mig selv, nogle gange. Så har det l**t til apple guidet mig til EN kirke i Rødovre, ikke RØDOVRE KIRKE.

Okay. Hurtig tænkning. 2 muligheder:

1. Kast mormorcykel ad helvede til, find taxa, og håb at du når det.

2. Erkend at der ikke findes en eneste fucking taxa i udkants-Rødovre kl. 12.47 en lørdag, kast dig op på Mormor-cykel og håb at du når det.


Jeg valgte (åbenlyst) den sidste mulighed.

Hvis man kan få en bøde for at køre hazarderet på vinrød mormorcykel med for 300 kr. roser, margueritter og cellofan i cykelkurven, så var jeg helt sikkert kandidat til en sådan.

Kørte i bedste "FLYT DIG FOR HELVEDE"-stil på tværs af forstaden, med blade og bånd fygende om ørene, konstant med en finger på klokken, og med optil flere pensionist-liv på samvittigheden, eftersom det dén lørdag må have været national "ud-og-se-med-rollatoren"-dag, og jeg derfor måtte se mig nødsaget til at skræmme den smule liv de måtte have tilbage, ud af dem for at få dem til at flytte sig bare en smule hurtigere over vejbanen.

Nåede kirken kl. 12.59, i en sky af sved, silken klæbende til kroppen og med en buket, der mildest talt havde set bedre dage.

Kastede cyklen op ad muren, lige i rette tid til at se veninde stå foran kirken med farmand, foran gammel sportsvogn, midt i noget præ-vielses-fotografering.

For. helvede.

Men jeg nåede det da! Kastede mig i vildt stiletløb op ad kirkestien, hilste åndeløst på både brud og far, og tumlede videre ind i våbenhuset.

Mødte et par lukkede døre indtil selve kirken, hvilket naturligvis kun udløste et kollektivt sug af spænding fra de 100 gæster indenfor da jeg træder ind, fordi jeg i deres øjne (og med fuld forståelse) burde være pakket ind i noget tyl, blomster og slør, og i øvrigt hedde Nina.

Smilede akavet, trak vejret i korte stød i forsøget på at virke fuuuuuldstææææændig afslappet, og gled smidigt ind på bagerste række sammen med fotografen.

Brugte resten af tiden i selskabet med Gud og de andre, med at tørre svedperler af panden, udnytte orgelets slagkraft til at få et par dybe vejrtrækninger og ellers forsøge at se nogenlunde normal ud.
Tror næppe det lykkedes. I hvert fald var et par af gæsterne inkl. brudens mor noget anstrengt omkring min sene entré, til den efterfølgende reception, og jeg valgte at glide langs væggen og videre ud af sceneriet, efter en håndfuld saltskruer, to glas champagne (blev tilbudt velkomstdrink to gange af tjeneren - man siger jo ikke nej) og et enkelt stykke bryllupskage.

Sååååå det er det jeg kan.


Velkommen tilbage. Må jeg komme til jeres bryllup?


// Over and Out

søndag den 4. oktober 2015

En lort er en lort

Første ting først:

Hvad var der lige med den lort? Jo såmend ikke andet end en klassisk "jeg har lige trænet hårdt og længe, og det var min mave, as usual, ikke helt med på". Troede dog jeg kunne nå hjem. Som jeg plejer. 

Men plejer er død, og så stod jeg på stationen, og måtte i et ubevogtet øjeblik lige sætte pres på, og slå en lille en. 

Med fucking bonus. Bare en lille en.

Men en lort er en lort, uanset hvor stor den er. 

For fanden. Hvis nogen (hvis der overhovedet er nogen herinde) troede at jeg på et års tid var gået hen og blevet voksen og dannet og forstadsagtig med blomster på altanen, kun fredagsslik på fredage og generelt var gledet ind i en klassisk familien Danmark opstilling, så kan I godt tro om.

Indrømmet: jeg har prøvet. Prøvet at være hende den tjekkede. Gik ikke rigtig. Og på en eller anden måde manifesteres det fuldstændig, lige netop dér, i den lille bitte lort.

Hold kæft hvor har jeg egentlig savnet det her. 


// Over and Out

fredag den 2. oktober 2015

I live!

Okay.

Sidder i C-toget midt i kl. fucking myldretid.


Med en lille bitte lort i mine trusser.


……...


Er det okay at starte bloggen op igen nu?