Afdelinger i Rodebutikken

søndag den 29. juli 2012

Super Søndag

Jeg elsker søndage. Søndage er til for at man kan lave noget af alt det hyggelige man aldrig når i hverdagen. Søndage er beregnet til sen morgenmad, hjemmebag, gode bøger, gåture i regnvejret, kys under en regnbue, oprydning i rodeskuffen (Come on. Vi har ALLE en rodeskuffe), film, søndagstv, hygge med venner og familie, og afkobling inden mandag der ligger og truer i horisonten, kommer brusende.

Lige præcis denne søndag er helt speciel, da det er min lillebrors fødselsdag. 16 år. Bom. Kan man stadig kalde ham "den lille"? Anyways, han blev vækket til fødselsdagssang og morgenbrød, og jeg er så småt på vej over til ham igen, for at spise fødselsdagsmiddag. Knægten har bestemt at vi skal på pizzaria (?!), så jeg skal mæske mig i italienske (nok nærmere kurdiske eller tyrkiske) forførende kalorier om en times tid, og jeg glæder mig. Handy skal også med. Så er vi virkelig officielt kærester, når han skal med til den slags (altså, ikke at vi ikke har været det før. Men I ved hvad jeg mener).
Det bliver skønt.

Så nyd jeres søndag inden det er for sent - Med dette regn-/gråvejr anbefaler jeg at I ringer efter en veninde og bager et kæmpe læs pandekager (alle ved at ens dårlige samvittighed halveres når man er to om det).

// Over and Out

fredag den 27. juli 2012

Agurketid

Der sker ikke noget. Ikke et klap.

Føler mig som mus i udtrådt trædemølle. Hvornår SKER der noget??

Jeg arbejder, sover, spiser, elsker og ligger nøgen i en seng i den vestlige del af Brønshøj i Handys gemakker, mens jeg drikker mig småfuld i hvidvin på dagsbasis.

Og det er jo altså rigtig hyggeligt - virkelig. Men savner lidt action...


Kan man virkelig savne at opleve noget pinligt?



// Over and Out

onsdag den 25. juli 2012

Ha... Ha... Hallååå?

Er I her stadig?

Skynder mig lige at fjerne spindelvæv i hjørnerne, og støve fanerne af.
UNDSKYLD jeg først er her nu. Hvilken forsømmelse! Jeg er et fjols.

Men livet sejler p.t., og kræver min opmærksomhed. Min Iphone er stjålet, forsikringen vil kun betale mig 2600 kr, X'en er (stadig) et mega røvhul, alt roder, vaskeriet er lukket, jeg har ikke mere rent undertøj, og min konto er skudt i sænk efter en meget våd bytur i fredags.

Jeg magter det ikke. Hvem der bare var James Bond. Jeg er helt sikker på, at hans vaskeri ALDRIG er i uorden. Og han har en eller anden agent-telefon, der er så lille, at ingen har lange nok fingre til at gafle den.

Hvor er det belastende, altså. Sig mig, hvor blev almindelig pli af? Det der med dit og mit? Er folk helt tabte?! Jeg forstår simpelthen ikke, at det kan være så svært. Men havde dog affundet mig med det, nu hvor det ikke er mere end et halvt år siden sidst og jeg ligesom kendte rutinen. Men hov, kun 2600 kr til rodebutikken. Det får man fanme ikke meget Iphone 4S for, kan jeg afsløre! Allerhøjst et par løse pixels i en plastpose.

TIS, siger jeg jer!

Håber dog, I kan tilgive mit fravær - jeg er her altså stadig, og håber I også er, og nyder sommeren.

Jeg prøver. Men har anlagt "Klassisk Murermester Villa"-farve på hele kroppen, og kan til nød kun sidde i skyggen af mit ukrudt i haven, der efterhånden har nået imponerende højder (Danmarks højeste skvalderkål kan uden tvivl findes her), med en flaske vand i hånden. Og ynke. Ja jeg kan så.

Og så roder her endda også.

Så som I kan mærke, er her ikke meget sommerstemning i Husum Down Town. Vil derfor bare forsøge at hygge lidt om mig selv med en lille kiks og en åben havedør, og vente på, at humøret stiger.

// Over and Out

torsdag den 19. juli 2012

Og vinderen...

... finder vi lige om lidt.

For først vil jeg lige sige tak for alle de fine hilsner jeg har fået til Bloggens fødselsdag! Hvor er I skønne. Nu sidder jeg jo og ønsker, at jeg ville have haft en fetish med at købe 100 af samme kjole, for I har alle fortjent den.


 Men desværre er jeg kun en semi-nørd, har kun købt to kjoler, og kan dermed kun udlodde en enkelt. Og da alle jeres hilsner, søde ord og skønne skønne bud på bedste indlæg er lige gode, må det ske ved helt og aldeles gammeldaws lodtrækning:

Og vinderen er FREDERIKKE RR! 

Stort tillykke til Frederikke! Skriv mig en mail på frokenrodebutik@hotmail.dk, med navn og adresse, og så er kjolen på vej i din retning.

Mange tak til alle jer andre der var med, og fortvivl ikke- der er snart endnu en konkurrence på vej. 

Indtil da kan jeg nævne hvilke indlæg der i årets løb har været jeres favoritter:

6. Hele NZ-affæren, der blev rigtig "spændende" omkring december 2011 
7. Og X & Kusine-historien, der tager fart cirka samme tidspunkt.

Og de mest læste, of all time:



Tak fordi I læser med! Uden jer, ville det jo ikke være nær så sjovt, vel. 

// Over and out



mandag den 16. juli 2012

En af de der dage

- Hvor trusserne gnaver (og man ikke har en chance for at rette dem, så man ender i en form for vrid/knæbøjning/hofterotation, klinet op ad væggen, mens man smiler hysterisk til forbipasserende kolleger)

- Hvor der konsekvent er modvind og regnvejr, uanset hvad retning man kører, og uanset hvor mange beregninger man har lavet i samarbejde med DMI.dk, over det perfekte tidspunkt at cykle fra arbejdet på.

- Hvor man slår tåen ind i bordbenet, på den der måde som får en til bare at give op, og lægge sig til at dø med det samme,

- Hvor  man efter lang tids overvejelse, endelig har givet sig selv lov til at solde på tanken, og så har de bare slet ikke det man har lyst til.

- Hvor man, som konsekvens af ovenstående, køber alt det andet junk tanken tilgengæld har, og æder det på Fede Dorit-måden.

- ... Og fortryder det.

- Og så græder man lidt over sin søllethed, sin mor, over den dårlige amerikanske film i tv, hvor det viser sig at The Good Guy i virkeligheden viste sig at være The Bad Guy, og over sit fine London tøj, sin pludselig på en måde har mistet al sin glans, som det hænger dér, blandt alt det andet nussede, brugte tøj.

Jeg indrømmer, det er lidt op ad bakke idag. I Tour de France konge-etape-kategorien.

Jeg vil have en hjælpemotor!

Dog kan jeg glæde mig over de mange VIRKELIG søde fødselsdagshilsner der er kommet, i anledning af Bloggens 1 års fødselsdag - hvor er jeg glad for dem, og hvor er I bare søde!

Og HUSK at konkurrencen løber til torsdag,så hvis du vil være med, så se nærmere om det HER

Nu vil jeg begrave mig i dyner og håbe på godt vejr (og humør/held) imorgen.

// Over and Out

lørdag den 14. juli 2012

1 års fødselsdag!

Idag har bloggen fødselsdag. Idag er det et helt år siden jeg begyndte at dele ud af mit liv og mine pinligheder. En kæreste gik, en kæreste kom, mange mænd har været igennem systemet og glemt, nogen har gjort mere indtryk end andre, og jeg er i særdeleshed blevet rigere på oplevelser.

Så i anledning af bloggens fødselsdag, udskriver jeg som lovet en lille konkurrence. Har jo en kjole i overskud, så hvis man lige går og mangler en fin sort kjole i str. 38, så er det da lige her man skal være med:

Du skal ikke gøre noget særligt for at være med. Læg bare en kommentar, hvor du skriver hvilket indlæg her på bloggen, der har været dit yndlings, i det år der er gået, eller hvor du bare fortæller, hvorfor du ligepræcis følger med i Rodebutikken.
Så trækker jeg lod blandt dem der har lyst til at være med. Konkurrencen løber til torsdag d. 19. juli.

Hvis du sidder nu og tænker, at du da i hvert fald ikke gider vinde en dum kjole, så fortvivl ikke! Jeg har store planer om endnu en konkurrence snarest.Så bliv på linien!

Og så til min perfekte fredag aften igår. Jeg havde hyggeaften med Handy hjemme hos mig, hvor jeg havde lavet mad (paprika-gryde.  Klassisk studenter-ret), og han havde dessert med. Han havde en æske chokolade med, men da jeg ville åbne den for at tage et stykke, lå der slet ikke chokolade i, men disse:

Georg Jensen Marguerit-ørenringe

'Armen altså. Hvordan akn man være så fantastisk? ".. Fordi gaver er bedst, når de er en overraskelse", sagde han. Det var de sørme også! Og så fine!

Så jeg hopper rundt på en lyserød sky, som en forkælet frikadelle, mens jeg pakker til en tur til Udkantsdanmark og Bedsterne.

Hav en dejlig weekend!

// Over and Out

onsdag den 11. juli 2012

Når man møder en medsøster

Det gjorde jeg idag. Eller. Hørte hende faktisk bare. Men det var aldeles nok.
Det er min nabo vi taler om. Den skabslesbiske, hvis hovedbeskæftigelse tilsyneladende er, at lufte sin Jack Russel-terrier (en arrig lille satan, btw. Vi har et anstrengt forhold, den og mig. Den gør af mig, og jeg råber tilbage. That's how it works. Måske også derfor min nabo er lidt stram ved vores "hej-hej"-akavede opgangsmøder).
Har virkelig heller ikke haft det bedste forhold til hende, siden jeg midt om natten måtte banke på hendes rude for at få hende til at lukke mig ind, da jeg havde glemt min opgangsnøgle. End ikke mine efterfølgende undskyld-muffins virkede synderligt imponerende på hende. Hård negl, I tell you. Men sådan er det vel i Husum. Tough crowd.

Men idag opdagede jeg dog til min forbløffelse, at hun måske alligevel har et medsøster-gen (eller hun har dårlig samvittighed over, at tage så dårligt imod mine muffins. Og de var ellers virkelig gode. Med ægte chokolade og alt muligt).

Nå, men om alt er, så bunder det hele i, at jeg efter arbejde idag lige havde et lille privat show kørende indvolverende en vibrator ude på mit badeværelse, med åben dør (det er vel for faen lige meget!) - troede jeg.
Mit badeværelse ligger helt op til min hoveddør, og hoveddøren er, ligesom alt andet bygningsmateriale i mit kompleks, lavet af pap= meget lydt.

Og selvfølgelig ramler mit nydelsestarpanakel med mit held, naturligvis sammen med, at Nabo kommer hjem, inkl. hidsig Jack R. terrier og hvad jeg må formode har været hendes bror (nægter stadig at tro at hun er til mænd. Intet ondt altså).

Manden vælger så efter lidt stilhed, højt grinende at udbryde: "Der er nok en der har gang i noget derinde!" (Kan næsten forestille mig en ærgelig rollespilstype med briller, BonBonlands t-shirt fra '98, og slemt ramt af akne, stå og måbe ved tanken om min aktivitet, mens han allerede i tanken er igang med at planlægge, hvordan han hurtigst muligt kan flytte ind i denne alment udlejede højborg afsexlystne studiner).

Anyways, så er jeg på dette tidspunkt næsten ved at dø af pinlighed, mens jeg stadig overvejer, om det vil være mest hensigtsmæssigt at slukke vibratoren, eller lade den køre (hvis jeg stopper, ved han jo, at jeg har hørt ham, og så får han ret, og så bliver jeg nødt til at flytte i eksil til Burkina Faso.)
Men så tager min nabo lynhurtigt styringen, og siger trodsigt:
"Øjh du er så klam. Hun epilerer da bare ben! Du har bare et beskidt sind!"

Alt at dømme efter den efterfølgende tavshed, og derefter nysgerrige spørgsmål om epilatorens funktion og formål på vej ind i nabolejligheden, tror jeg han hoppede på den.

Om hun så oprigtigt troede jeg epilerede ben, eller netop dækkede over en søster i nød, vides ikke. Uanset hvad, bukker og nejer jeg, og takker hende af hjertet for, at gøre en af mine utallige pinlige oplevelser, lidt mindre forfærdelige.

Things to do ASAP:
- bag nabo-muffins (måske med en anden smag, denne gang. Hvem ved, om hun mere er bærmuffins-typen?)
- Bryd vanen med vibratorhygge på badeværelset.

// Over and Out

tirsdag den 10. juli 2012

Disney-dag

Alle bør have sig en disney-dag en gang imellem. Min bliver idag. Roskilde har endelig vist sine grimme konsekvenser, i form af en hals beklædt med pigtråd, hoste og feber. Rigtig fin timing, med min start som chef imorgen. Men hvad kan man også forvente med mit held?

Smuttede ind og brunchede med min ligeså Roskilde-ramte veninde i formiddags, og besluttede på vejen hjem at forsøge mig med lidt shopping-terapi, i håb om at det kunne gøre mig rask:

Et par brodeaux jeans fra Gina Tricot og den berømte BB-creme fra Ganier.
Jeg har kun hørt godt om cremen, så til 89,95 kr måtte den prøves.

Dog hjalp det ikke helt så meget på helbredet som jeg kunne have ønsket, så resten af min dag kommer til at se således ud:
Disney-klassikere, Strepsiler, Te på termokrus og det nyeste woman.

Og så må jeg altså se at blive rask til min første dag som slavepisker på det nye job imorgen.

// Over and Out

mandag den 9. juli 2012

Chef?!

Jeg er blevet forfremmet. I banken. Som i, at jeg skal være nogens chef fra på onsdag.

!!

... Er der nogen der har en manual til den slags?

Overlevede i øvrigt Roskilde, og er hjemme igen, ved rindende vand, træk og slip, rigtig mad, og en rigtig madras.

Må indrømme at jeg nok er blevet mere snerpet med alderen, og at jeg har svært ved at se charmen i kombinationen af skybrud, utæt telt, ingen regnjakke og tonsvis af mudder.
Tror næppe Roskilde og jeg kommer til at indlede en længerevarende affære.

Tak for alt Roskilde.

// Over and out

mandag den 2. juli 2012

Tivoli og Totalydmygelse

Havde da lige verdens bedste date i lørdags. Den var helt perfekt. Vi smuttede ind mod Tivoli i en taxa, spiste let aftensmad og drak kølig hvidvin på "Den Skaldede Kok" inde i haven, gik derefter en tur rundt og så på mennesker, købte mere hvidvin, og satte os til rette for at se Den Eneste Ene. Musicalen kan virkelig anbefales - den var meget underholdende, og jeg nød det. Blev også halvfuld, dog. Og min kære mand viste sig fra sin følsomme side, ved faktisk at få tårer i øjnene på et tidspunkt under forestillingen. Nuuurh. Så bliver det vist ikke bedre.
Efter forestillingen gik vi over på plænen og lyttede til swing-musik og drak mere hvidvin, mens vi (sikkert) var meget belastende ved at kysse omkring hvert 10. sekund.
Omkring kl. 12 smuttede vi hjem under dynen som en skøn afslutning på en helt perfekt aften.


...


... Og så lover jeg, at det sukkersøde er overstået.

For dagen efter indeholdt så pinlige elementer, at jeg knap nok kunne være i mig selv. Hvorfor sker sådan noget altid for mig?

Det hele startede, da jeg var nede på min fars arbejde hvor jeg har nogle flyttekasser stående midlertidigt. Jeg var nede for at rydde op, smide ud, og minimere antallet af kasser, hvilket gik rigtig fint. I en af kasserne finder jeg så... et elektronisk nydelsesapperat (I ved hvad jeg mener!), sammen med et par bunny-ører og lidt andre rekvisitter. Da det har ligget længe, kyler jeg det i en sort sæk til udsmidning, og tænker ikke mere over det.
Senere kommer min far, for at hjælpe med at køre de sorte sække på genbrugsstationen. Nu er det så bare sådan, at man ikke længere må smide sorte sække i containeren. Så de skal tømmes. Og der var en del. Så min far og jeg begynder bare lystigt at tømme sækkene ned i containeren.

... Jep. Lige præcis. Det er selvfølgelig min far der får fat i lige netop dén sæk hvori mine Love-devices ligger gemt. Jeg kunne have gravet mig ned. Virkelig. Skyndte mig væk fra gerningsstedet, hen til bilen, og lod som om jeg havde enormt travlt med at få smidt de havefliser ud, som vi også havde med.
Så travlt, at jeg kylede flisen over i den pågældende container, og ikke lige opdagede at der lå vand i bunden. Det førte til, at en kaskade af mudret klamt vand stod op af den, og over på en uskyldig mand på den anden side, hvis jakke, bukser og bil fik en vasketur. Ups. Jeg undskyldte tusind gange, selvom det bestemt ikke lignede, at Hr. Danmark synes det var specielt morsomt at få oversprøjtet sin Kia Picanto og smarte vest i tidens tern fra Kvickly's non-food afdeling.

Pis os'.

Skyndte mig hjem, gravede mig ned, og tror egentlig bare det er bedst, at jeg i eftermiddag smutter mod Roskilde - her er der vel andre klaphatte at forene sig med.
Kom og besøg mig, hvis I har lyst - jeg ligger i Mormor-lejren i Vest, ved C-tårnet (vist nok).

God festival, god uge og god sommerferie!

// Over and Out