Om at holde humøret højt

... når økonomien slår knuder, når det bliver koldere og koldere, og når timerne er dobbelt så lange mellem 8 og 17.

Derfor er jeg og et par af de andre kassedåser blevet inspireret af dette fantastiske klip:

Jeg har for eksempel leget telefonfis med mine med-kassedamer via de interne telefoner i kasserne, og derefter opfordret til at slå mine påfund:

1) "Er der nogle frække piger på linjen?"

2) "Hvad har du på?"

3) Hæs, rallende vejrtrækning ned i røret

Derefter overvejede vi om vi turde ringe ned til slagteren og spørge om "vi måtte få et stykke af hans store, lyserøde medister". Men vi endte alligevel med at bakke ud på samme måde som ved Grønt-drengene, hvor det ellers kunne have været skægt med "Ja, jeg sidder her med to kæmpe store meloner, og nu mangler jeg altså sådan en banan..." 

Førstnævnte skyldes i øvrigt, for mit vedkommende, at vi havde julefrokost i lørdags, hvor slagtermesteren (der er på alder med min far, gift og har børn) lagde så heftigt an på mig, at jeg idag gik en kæmpe omvej gennem "brød og kager" for at undgå ham. Jeg siger jer, han var klam. På den der "uh, du er schåå fræk, vil du ikke lige sige mit navn igen? Nej nej, ikke mit rigtige navn, kald mig Mester. Jaaaah, åh det er frækt!".

Jamen så skyd mig dog. 

I øvrigt en yderst vindtør julefrokost. Gennemsnitsalderen var faretruende nær de 40, og dj'en havde intet fra de nuværende hitlister, men tilgengæld alt med Rasmus Seebach (hans første plade, altså) samt sange i kategorien "Hvorfor går Louise til bal" og "VLTJ". 

Bestemte mig derfor for at dele en flaske Gajol med min kasse-veninde og grine af midaldrende kvinder der pludseligt bliver overmodige pga. en enkelt snaps i blodet, og derfor med glæde iklæder sig bordpynten i form af lametta, og bage på de helt, helt unge slagterlærlinge. 

Kastede mig ind i en taxa omkring kl. 3 og sendte mig selv inkl. 3 promille i retning mod Vanløse hvor Bornholmeren bød mig velkommen med en flaske vand og en treo til senere brug. 

Anyways. Prøver forsat at hæve niveauet i min dagligdag, og ikke lade mig påvirke af, at top 3 over oplevelser på min arbejdsplads den seneste uge har været:

1. En mand der stod og tissede. Inde i butikken...

2. En (anden) mand der kun købte en toiletbørste, og dertil kvitterede med "Så skal der laves bæ!". Hvad svarer man lige til det? ".. så må du have god fornøjelse?"

3. En dame der forsøgte at stjæle for 600 kr kød, og efterfølgende bed min kollega i kinden, da de prøvede at standse hende i vores for-område.

Fed hverdag med berigende personligheder.

Det er derfor vi har brug for elementer som intern telefonfis. 

Hvis I selv skulle have fået lyst til at joke lidt med jeres egne kolleger, kan I jo kaste jer over denne leg.

Jeg har da selv fået et par nye ideer til imorgen - herunder konsekvent at tale med dialekt, Spørge om der er nogen der vil bytte plads, gå sidelæns eller bede kundeservice om at kalde sig selv - "fordi man har problemer med at finde sig selv i øjeblikket".

God humor og god aften! 

// Over and Out

Christmas Wishes 2013

Jeg har ladet mig fortælle, at vi så småt nærmer os jul, og derfor har jeg så småt set på de ting jeg godt kunne tænke mig, lå under træet med mit navn på - selvom det måske er lidt tidligt endnu.

Kan dog ikke rigtig undgå at komme lidt i præ-julestemning, når jeg nu sidder i et varehus der påbegynder juleræs og salg af brunkager midt i oktober, mens overdimensionerede plastik-julekkugler hænger i store klaser i landskabet. 

Planlægger faktisk at grave julepynten frem når vi nærmer os weekenden - så har jeg måske en chance for at nå at nyde den, inden den skal ned igen. 

Nå. Mandag. Arbejde. Kan nok ikke strække den længere. Weekend, hvor blev du af?

I øvrigt, tak fordi I er så søde alle sammen! Det varmer, at kun en enkelt læser tilsyneladende er skredet i svinget under min skrivetørke. I er skønne! 

// Over and Out

Strømmen gik

Jeg trak lige stikket. Tillod mig at slukke for kontakten. Og har de sidste par dage skælvet ved tanken om at kigge herind igen. I er måske allesammen skredet. Smuttet over for at se på moderigtige outfits (som ingen virkelige mennesker har råd til - "se mig i alt mit cashmere og Ganni mens jeg æder byggrød og går til releases". Så skrid dog ud af gadebilledet) eller for bare at læse med hos nogen der rent faktisk skriver noget.

Sagen er, at jeg lige måtte have en puster og revidere det hele. Livet som kassedåse slider mig op, og jeg har ikke engang arbejdet der i 2 måneder. Er forvandlet til racistisk (undskyld - sådan er jeg altså slet ikke i virkeligheden!), åndssvag-charmeklud-bærende, syrlig og livstræt eksistens, hvis hele liv handler om tiden indtil frokostpause og om at lære stregkoden på granatæble og bananer udenad (1689 og 1108, hvis I skulle være i tvivl).

Jeg vil jo i virkeligheden meget hellere sidde og pladre herinde, eller som jeg har gået og drømt om det seneste stykke tid - at skrive en bog. Egentlig mest bare for sjov, for hvem gider læse om udfordringerne ved at være middelmådig? Anyways. Savnede jer, og savnede skriverierne, så her er jeg, i egen middelmådige person.

I er i øvrigt ikke gået glip af meget siden sidst. Jeg startede til pilates i onsdags. Stoppede til pilates i onsdags. Slog en prut inkl. lyd under "grundspænding" (så hold da i øvrigt lige op med det, hva'. Hvem fanden er i stand til at spænde i underlivet en hel time, med mindre de står i Golden Circle på Roskilde 10 minutter før Artic Monkeys går på?
Det er imod naturens love. Så i al min koncentration og midt i det lydstille lokale fyldt med pilatesamatører, sked jeg en anden op i hovedet. Fedest.

Tror bare jeg lever med ikke at "være spændt fra yderst til inderst og opbygger samt vedholder en rank og stærk holdning gennem hele livet".

Har I det ellers godt? Er I her overhovedet?

Har faktisk savnet jer...


// Over and Out - på den lidt forsigtige, undskyldende måde

Stor 5-tal fra mig!

Jeg har villet blogge hele ugen. Virkelig. Men tiden gik bare. Og pludselig blev det fredag, og jeg har endelig sat mig i sofaen efter 9 timer med tankestrømme i retning af: 

- "Så tag dog de byttepenge, din klovn"

- "du behøver ikke kaste med de varer du alligevel ikke vil have"

- "... eller hænge/lægge/gemme dem mærkelige steder for den sags skyld"

- " Det gælder i øvrigt også dine brugte papirlommetørklæder! Klamme s*k"

- "TAL DANSK!"

- "SKRID UD AF MIN BUTIK"

- "Hader børn"

- "Hader voksne"

- "Hader alle"

Er begyndt at overveje, om jeg overhovedet kan holde til det her job. Jeg kan mærke, at jeg bliver påvirket af alle de negative/ dårligt opdragne / åndssvage kunder, og det er jo ikke så skide fedt. Men heldigvis forsvinder mit dårlige humør når jeg går ud af døren derovre, og så længe jeg ikke tager det med hjem, så kan jeg vel klare det. 

Har ellers villet fortælle jer om min helt suveræne uge! 

Jeg startede sidste weekend i Udkantsdanmark, på besøg hos Bedsterne sammen med Bornholmeren. 

En helt fantastisk weekend, hvor Bedsterne endnu engang bekræftede hvor godt de kan lide den kære Bornholmer, og hvor jeg konstant blev blød i knæene fordi han opførte sig helt eksemplarisk som barnebarnssvigersøn, og talte og hyggede med mine bedsteforældre som det mest naturlige i verden.

Det blev da også til en lille gåtur i skoven, bare Bornholmeren og jeg, hvor vi endte med en quickie opad et træ, med hundeluftere og pensionister gående frit i området - ikke at det jo har generet os før, men denne gang formåede vi dog at holde det privat - slet ikke ringe.

Ugen har desuden budt på en hyggedag med min søde far - brunch og shopping på hans regning = det kan jeg godt vænne mig til. Planlægger at vise jer alle mine fine køb - når jeg lige får tid mellem alle de timer jeg lægger ovre i Detailhandlen.

Endelig var jeg ude og svinge skinkerne igår, til tonerne af Bruno Mars i Forum. Super hyggelig aften med mange gode sange - selvom jeg godt kunne have undværet opvarmningsbandet og ventetiden indtil Bruno kom på. 

Og nu sidder jeg så somsagt i sofaen og prøver at abstrahere fra den fantom-"bibben" der kører i mit hoved efter de mange timer bag kassen. Tror jeg smækker lidt Grey's Anatomy på dvd'en og kværner en plade marabou - så må I andre klare det der J-dag. 

God aften!

// Over and Out

Død er uretfærdigt

Vi kan hurtigt blive enige om, at død er uretfærdigt, dumt, irrationelt, forfærdeligt og uforståeligt, uanset omstændighederne. 

Så derfor! Hvis du fik bare én chance for at ændre ens skæbne fra død til liv, ville du så ikke gribe den? 

Jeg ville. Intet kan få min mor tilbage. Intet kan ændre, hvad der allerede er sket, og min sorg, mit tab, min ulykke er og vil altid være en del af mig. 

Men Idag har jeg en chance for muligvis at forhindre den samme smerte hos en anden. 

Jeg støtter KNÆK CANCER iaften. 

Jeg vender foret i pungen, tømmer sparebøssen, leder under sofaen og støtter med det jeg kan. 

For kan mine mønter være med til at redde en mor, en søster, en bror, en far eller en ven - så er det det hele værd. 

Og så køber jeg sku bare de sko i næste måned. 

For dig, Mor. Fordi jeg ville ønske, man kunne støtte kampen mod misbrug og psykiske lidelser. 

// over and Out 

Et tegn

Gik på arbejde imorges, med et trusseindlæg klistret til baglåret.



I regnvejr. På en mandag.





....



Det må være et tegn. Hvis ikke bloggen var her, hvordan skulle jeg så nogensinde kunne få afløb for alle de vanvittige scenarier jeg udsætter mig selv for, her i tilværelsen?


So that's it- Guderne/ skæbnen/ tilfældighederne/mit held, har talt.

Bloggen består.

Og det gør mine røde kinder efter at have måtte pille trusseindlæg af lår i personalestuen, i øvrigt også.


Så skrid dog, Mandag.


// Over and Out

På listetå

Så skete det igen.

"Hvaaad skete der?" spørger du. Måske. Det skal jeg sige dig:

Bloggen blev opdaget. Igen. Af nogens kæreste. Som blev knap så begejstret for mit seneste indlæg. Og som i øvrigt blev helvedes rasende og skuffet og alt muligt andet.


Lorteland.


Og nu er der nok omkring 80% af jer der tænker: "Du er sgu da også en klaphat!" Muligvis. MEN!

1) Bloggen er min, så jeg har ret til at skrive hvad jeg vil

2) Da han lovede ikke at læse min blog da han ved et tilfælde opdagede den for flere måneder siden, stolede jeg på ham

3) Jeg kan ikke ændre på fortiden. Heller ikke på S-perioden (hvor meget jeg så end ville).

Så jeg blev egentlig også vred. Lidt fordi han havde brudt min tillid, og lidt fordi han flippede ud over noget, der er sket før ham (altså alt det S-pjat).

Er helt klar over at han muligvis skulle have haft hele sandheden fra start. Men hvem har lyst til at fortælle hele den historie? Essensen er jo bare, at vi var sammen. Punktum.

Så vi skændtes lidt (meget), men fandt alligevel ud af, at vi kunne løse det. Jeg havde jo sådan set aldrig løjet for ham (bare undladt den komplette sandhed), og jeg havde - og har - intet problem med at skære S ud af min tilværelse.

Så det gjorde jeg. Skrev til S at han skulle holde sig væk. Hvilket naturligvis blev efterfulgt af et meget vredt svar tilbage. Og endnu et, lidt blidere, på facebook et par timer senere. Alá: "kan vi tale på et tidspunkt?" og "jeg forstår det ikke".

Men sendt er sendt, og jeg har det egentlig rigtig godt med det. Det er Bornholmeren jeg vil, og hvis det er det, det kræver, så sender jeg gerne S med eksprestog til Forgottenville.

Så er der bare lige det med bloggen..

Bornholmeren ved at den er der. Han har set (og læst) den.. Eller noget af den, i hvert fald.
Og selvom han har lovet at den er min og at han holder sig væk, er jeg stadig bange for at skrive herinde.

Præcis som sidste gang, i øvrigt.

Så lister lidt rundt herinde, og prøver at finde et ståsted.

Indtil videre består bloggen i hvert fald. Så må vi se hvad tiden bringer..


// Over and Out

*S*keletter i skabet

Vi har dem alle sammen. De der skeletter der bare vælter ud i et stort mylder af knogler, rod og (nogle gange) fortrydelse, når vi mindst venter det.

Mit kom ud i weekenden. På den alt, alt for kække måde.

Det hele startede faktisk dagen før min fødselsdag. Bornholmeren og jeg skulle ud og spise, og jeg havde jo købt ny kjole til lejligheden.

Jeg synes faktisk jeg var rimelig lækker i den sorte, perlebesatte sag, så jeg tog et lille selfie med det nymodens Snapchat. (Jeg lærte det altså først at kende kort før denne episode, og var derfor stadig ikke helt med på hverken koncept eller funktioner).

Anyways. Sendte gladeligt billede af fødselsdags-dullede Rodebutik ud til de venner den selv havde fundet via mine kontakter.

...


.. 2 minutter efter får jeg et billede tilbage. Fra hvem?

Åh ja... Kan I huske ham her? Der lavede det her nummer? Og igen her? Og som sluttede ca. sådan her (og sådan her)


Ikke noget særligt billede i øvrigt, men en tekst der lød i retning af "hold kæft hvor ser hun dejlig ud, hende i kjolen".

JEG VED GODT DET VAR NOGET MØG. Så det behøver vi ikke tale mere om.
Vi har i øvrigt kun talt en ganske lille smule efter vi dimitterede, og han har i øvrigt fået en kæreste.

Så jeg troede at alt var godt, og lagt på hylden.

Men så begyndte det igen...

Han begyndte at ringe om natten i weekenderne, og gerne 4 eller 5 gange. Først var jeg i fornægtelse. Men nu kan jeg jo godt se, hvad det var. Man ringer jo ikke ligefrem og spørger efter en kop sukker kl. kvart-over-tequila en lørdag nat, vel?

Det værste var, at Bornholmeren lå ved siden af mig.. Alle tre gange han har gjort det. Og det er klart han blev mistænksom! Hvem ville ikke blive det?


Så i weekenden fortalte jeg (delvist) sandheden. Fortalte i hvert fald at vi tidligere havde snakket meget sammen, og at vi havde været i seng med hinanden.

Det tog han egentlig okay, og jeg troede at alt var ok, fordi jeg sagde at jeg intet lagde i nogle af hans opkald eller beskeder, eller at jeg i øvrigt havde i sinde at se ham igen.


Men igår kom Bornholmeren alligevel med sit krav: Stop med at tale med ham. Ever.

Egentlig blev det starten på et meget langt skænderi, taget min frustration over tidspunktet i betragtning (kl. 07.15 en mandag morgen, er bare aldrig et godt tidspunkt. For noget som helst, i øvrigt).

Jeg følte at jeg blev trængt op i en krog, og at jeg ikke havde fået tid eller mulighed for at forklare at det ikke var et problem ikke at tale med S mere, før jeg egentlig fik det serveret som et krav.

Uanset hvad, så forstår jeg udmærket Bornholmeren. Og vi er gode venner igen. Og det er ydermere som sagt intet problem at stoppe med at tale med S.

Fra min side, vel at mærke.

Jeg er jo stadig nervøs for om han skriver eller ringer, og Bornholmeren derfor bliver utryg eller vred.

Så jeg har forhørt mig ude i byen, og fået at vide at man gennem den nye IOS opdatering til Iphone kan blokere numre?

Er det rigtigt?


Hvis man kan, har jeg tænkt mig at gøre det. Dog er jeg bare lidt usikker på, om:

1. Jeg bare skal gøre det, og så er det sådan?
2. Vente til han evt. ringer/skriver igen og så blokere?
3. Skrive til ham at jeg ikke vil høre fra ham igen, at jeg har en kæreste, og så blokere ham?

Hmm...

Anyways. Skelettet S er ude af skabet. Og mit forhold lever endnu.

Det er da okay, er det ikke?

// Over and Out

"oooog Hav en god dag!"

Nå. Ikke så meget blogging fra mig, hva?

Sagen er den, at jeg ikke har en skid at skrive om. Mit liv er kogt ned til en halvt siddende, halvt stående position i 7,5 time om dagen, godt spicet op med "kvitteringen?!" og "hav en god dag!" som soundtrack.

Det er p-i-k-k-e kedeligt. Og klamt. Og ensformigt. Så derfor er jeg begyndt at værdsætte de små ting. Som for eksempel:

#1 når folk rent faktisk har gidet ulejlige sig med at veje deres vej-selv-grøntsager.

#2 når folk ikke har stået og varmet deres småpenge i hånden de sidste 20 minutter. Det er bare definitivt det klammeste at få trykket en fugtig, 37-grader varm 20'er godt ned i håndfladen, uden den ringeste chance for at kunne vaske hænder de næste 4 timer. (er derfor begyndt at medbringe håndsprit på arbejde. Sig hej til den emsige, snerpede kassedame. Og lev med det.)

#3 når folk køber kondomer. Fordi det bare er virkelig sjovt at se, hvor pinlige folk er omkring det, selv i år 2013, hvor man har sex første gang når man er 13, og i øvrigt ved at om forplantning inden man er fyldt 10. Folk stabler store stakke op på båndet, som et fint lille fort knox ud af leverpostej og køkkenrulle, og inde i midten kan man finde den hellige gral - Profil extra thin - "for your pleasure!", mens kunden med flakkende øjne og klamme hænder står og ser til at man smadrer deres lille opstats, bid for bid. Har overvejet at være flabet, og lægge den op på kassen med et kækt smil og et "så de små banditter ikke bliver væk!". Har ikke turdet endnu. Giver det max et par uger. Så er jeg kold som is.

#4 lidt det samme når folk køber bind, tamponer eller graviditetstests. Især når de to førstnævnte følges ned ad båndet med en plade marabou.

#5 Når folk stabler i ET lag. (nej. Det er ikke en god ide at samle varerne på et felt af 20*20 cm hvis du har for omtrent 547 kr, og slet ikke med dine åndssvage øko-citroner i løs-vægt nederst. Klaphat. Tror ikke vi behøver tælle de gange jeg har ligget og rodet rundt på gulvet i absurd lille kassedame-boks og rodet efter løsslupne æbler, meloner, dåsetun og tomatpuré, fordi kunden har haft flashback til børnehavetid og stableklodser i træ og friske farver. For bare at få at vide, at "så vil de ikke have dem alligevel, for nu er de jo blevet stødt. Så.skrid.dog.

#6 Når folk betaler med almindelig, acceptabel valuta. Og ikke svenske kroner, 23 flaskeboner, 3 gavekort med 4,5 kr på hver i gennemsnit, eller 87 kr i småpenge. Hold nu op!


Sidste punkt har jeg dog taget til mig, og er begyndt at hævne mig på idiotiske kunder ved at give dårlige byttepenge. Der er faktisk overraskende stor tilfredsstillelse i, at sige "og her er 65,50 til dig" og aflevere to kilo mønter på disken, til kunder der på den ene eller anden måde mentalt forlænger min arbejdstid.


Så I kan rigtig høre jeg hygger mig.


I det mindste skal jeg først møde kl. 10, så der er masser af tid til morgensex og kaffe på sengen.


Og nårh ja:

#7 Folk der rent faktisk svarer, når man siger "hav en god dag!" I øvrigt en fin indikator for, hvor længe jeg har stået bag kassen:

Kl. 10:17: "Så må du have en rigtig god dag!" *smil og overskud*

Kl. 16.43: "HAV EN GOD DAG!" *skærende tænder, blodsprængninger i øjnene og en så intens knugen om kvittering og byttepenge, at man kunne risikere at skulle bruge kost og fejebakke for at få sine 14 kr og bon på bananer og ajax med hjem.


Så hav en GOD aften! (og vær nu søde at sige i lige måde når I er ude og handle imorgen ikke? Det er så rart. Trods alt.)

// Over and Out

Family tour 2013

Ja, så overlevede jeg også dette års familietur.

Med ligeså lave forventninger til dette år som sidste år, kunne det umuligt blive værre. Havde desuden den søde Bornholmer med denne gang, til at bakke mig op (noget andet er så, at det måske virker en smule banegårdsagtigt med en ny kæreste igen i år? Anyways.)

Det gik faktisk ok. Kussen og X dukkede ikke op. Men det gjorde Kussens mor- akavet, stift og falsk må være passende tillægsord til dén del af turen.

Næste "tæl-til-10"-faktum var, at der ikke var værelser nok.

"Men det havde årets arrangør da heeeeelt styr på, der er jo en sovesal!"


......



... you got to be f*cking kidding me.


Men nej nej. Inden jeg fik stavet til røvguitar, stod jeg med min taske, bornholmeren i ryggen, og så ind i 10*10 meter sovesal, med gamle skjoldede madrasser, spindelvæv i hjørnerne og gammelt slikpapir der havde ligget der siden sommeren '86.

Og der skulle vi så sove, plus mine søskende, mine kusiner, min fætter, hans kæreste og min faster, som åbenbart også havde tabt i den hemmelige værelses-lodtrækning.

Behøver jeg sige, at jeg gik rundt med bankende tinding og muskeltrækninger om mundvigen de efterfølgende timer?

Men men men. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.Det gav nemlig mig og bornholmeren anledning til at tage endnu et lille udendørseventyr, mens de andre sov.
En lille tur under stjernehimmel (koldt!) og en tur i fælles-spisesalen (bedre) peppede det hele lidt op, og gjorde det hele mere tåleligt.

Er dog alligevel glad for at være hjemme, selvom det betyder uendelige dage bag kassen med et dagligt soundtrack indeholdende sure ikke-dansk-talende damer, børnegråd, dårlige butiksjingles og BIB BIB BIB-lyde.

Livet er herligt.

// Over and Out