Jeg mødte en hjemløs idag. Karsten, hed han. Med K (meget vigtigt at få med - han var nemlig meget træt af at forklare, at han ikke hed Carsten med C). Han krydsede min vej lige ved Kultorvet, og spurgte om jeg ikke havde en mønt så han kunne komme med bussen hen til mændenes hjem og få lidt mad og et sted at varme sig.
Lige netop her til morgen, ved alle der var oppe og ude omkring kl. 9, at der var bidende koldt. Det sneede, og Karsten stod i løse cowboy-bukser, kondisko og en læderjakke. Ingen vanter, ingen hue eller halstørklæde, og ingen varm trøje eller jakke.
Jeg kunne ikke andet end at bede ham gå med på Baresso, for at købe ham en kop kaffe og hæve lidt over til ham.
Men gad f**king Mr. Karl-smart-i-en-fart med tilhørende stempelkande og slikhår Barista det? Næ, sgu! "Ej, det kan jeg altså ikke. Vil du have en dobbelt?" Nej jeg vil da ej, din klovn! Jeg skal slet ikke have noget af din latterligt dyre kaffe, brygget mens du gumler tyggegummi med åben mund og nynner med på Rihanna mens det ligner, din hofte kan gå af led når som helst, sådan som du vrider den ud mod højre.
Anyways, mig og Karsten ud igen og hen til nærmeste netto - som er lukket! God dammit altså! Her prøver man at være sød, og så forhindrer Universet mig i at udføre min julegerning. Pik.
Måtte fortvivlet beklage til Karsten, som heldigvis ikke tog det så slemt. Han var bare glad for at jeg i det mindste havde stoppet op. Han fik et kram og en lille julebøn med på vejen, og jeg håber at den næste han spurgte kunne give ham en mønt eller to.
For fanden! Manden fryser, har ikke noget sted at være og det hele sejler sikkert. Se lidt stort på det med "deres egen skyld" (tror jeg i øvrigt ikke en fis på), og glæd dem der har brug for det. Der skal ikke så meget til!
Nu blev det mega langt og sikkert meget løftet-pegefinger-agtigt. Det var ikke meningen. Husk bare lige på, at han sammen med måske hundredevis af andre hjemløse skal sove udenfor i dét vejr i nat, og kæmper bare for at få mad og en lille juleøl til at drukne livet der er gået så skævt. Så giv en mønt, en tanke eller et kram. Det varmer alt sammen.
Og nu blev det som sagt langt, og resten af dagen gik med et vejledermøde, lidt julegaveshopping (hvorfor skal det altid enten være kedeligt, dyrt og/eller stressende?) og min første spinningtime. Men fordi jeg åbenbart havde lagt både hjernen og koordinationsevnen derhjemme, nåede jeg at låse mig ude af mit eget skab, falde midt i omklædningen og tilrage mig helt, helt unødig opmærksomhed ved 35 mennesker stort bike-hold. Jeg kunne selvfølgelig hverken finde ud af at indstille cykel eller "klikke" ind i pedalerne, og det tolkede instruktøren (en overentusiastisk type med lidt for store bryster og lidt for lille sportsbh) som, at jeg heeelt klart havde brug for assistance (ja tak) og derfor skulle op og sidde foran (nej tak).
Men jo jo, mig i dødsmarch med 35 par prof "du-vover-på-at-ødelægge-min-time"-øjne op foran og bakse med både sadel, styr, sko, håndklæde og antiprof vandflaske, koksrød i hovedet. Og vi var ikke engang startet.
Overlevede da, og men følte så åbenbart, at jeg ikke helt havde fået opmærksomhed nok idet jeg måtte op i receptionen, hente 4 meter lang boltsaks i henna-røde og gule nuancer, vade gennem hele træningsområdet, ned i pludselig meget fyldt omklædning, klippe meget lille, fesen lås fra Tiger op. Team Spinning kiggede selvfølgelig med, og fulgte mig, helt vanligt, med øjnene mens jeg gik vejen tilbage gennem fyldt omklædning og tilbage til receptionen hvor en steroideproppet receptionist med logo-fleecetrøjen voldsomt strukket ud over den enorme muskelmasse, grinende tog imod den. Jaja, det er skægt.
Tror bare jeg går i seng nu.
// Over and Out
Lige netop her til morgen, ved alle der var oppe og ude omkring kl. 9, at der var bidende koldt. Det sneede, og Karsten stod i løse cowboy-bukser, kondisko og en læderjakke. Ingen vanter, ingen hue eller halstørklæde, og ingen varm trøje eller jakke.
Jeg kunne ikke andet end at bede ham gå med på Baresso, for at købe ham en kop kaffe og hæve lidt over til ham.
Men gad f**king Mr. Karl-smart-i-en-fart med tilhørende stempelkande og slikhår Barista det? Næ, sgu! "Ej, det kan jeg altså ikke. Vil du have en dobbelt?" Nej jeg vil da ej, din klovn! Jeg skal slet ikke have noget af din latterligt dyre kaffe, brygget mens du gumler tyggegummi med åben mund og nynner med på Rihanna mens det ligner, din hofte kan gå af led når som helst, sådan som du vrider den ud mod højre.
Anyways, mig og Karsten ud igen og hen til nærmeste netto - som er lukket! God dammit altså! Her prøver man at være sød, og så forhindrer Universet mig i at udføre min julegerning. Pik.
Måtte fortvivlet beklage til Karsten, som heldigvis ikke tog det så slemt. Han var bare glad for at jeg i det mindste havde stoppet op. Han fik et kram og en lille julebøn med på vejen, og jeg håber at den næste han spurgte kunne give ham en mønt eller to.
For fanden! Manden fryser, har ikke noget sted at være og det hele sejler sikkert. Se lidt stort på det med "deres egen skyld" (tror jeg i øvrigt ikke en fis på), og glæd dem der har brug for det. Der skal ikke så meget til!
Nu blev det mega langt og sikkert meget løftet-pegefinger-agtigt. Det var ikke meningen. Husk bare lige på, at han sammen med måske hundredevis af andre hjemløse skal sove udenfor i dét vejr i nat, og kæmper bare for at få mad og en lille juleøl til at drukne livet der er gået så skævt. Så giv en mønt, en tanke eller et kram. Det varmer alt sammen.
Og nu blev det som sagt langt, og resten af dagen gik med et vejledermøde, lidt julegaveshopping (hvorfor skal det altid enten være kedeligt, dyrt og/eller stressende?) og min første spinningtime. Men fordi jeg åbenbart havde lagt både hjernen og koordinationsevnen derhjemme, nåede jeg at låse mig ude af mit eget skab, falde midt i omklædningen og tilrage mig helt, helt unødig opmærksomhed ved 35 mennesker stort bike-hold. Jeg kunne selvfølgelig hverken finde ud af at indstille cykel eller "klikke" ind i pedalerne, og det tolkede instruktøren (en overentusiastisk type med lidt for store bryster og lidt for lille sportsbh) som, at jeg heeelt klart havde brug for assistance (ja tak) og derfor skulle op og sidde foran (nej tak).
Men jo jo, mig i dødsmarch med 35 par prof "du-vover-på-at-ødelægge-min-time"-øjne op foran og bakse med både sadel, styr, sko, håndklæde og antiprof vandflaske, koksrød i hovedet. Og vi var ikke engang startet.
Overlevede da, og men følte så åbenbart, at jeg ikke helt havde fået opmærksomhed nok idet jeg måtte op i receptionen, hente 4 meter lang boltsaks i henna-røde og gule nuancer, vade gennem hele træningsområdet, ned i pludselig meget fyldt omklædning, klippe meget lille, fesen lås fra Tiger op. Team Spinning kiggede selvfølgelig med, og fulgte mig, helt vanligt, med øjnene mens jeg gik vejen tilbage gennem fyldt omklædning og tilbage til receptionen hvor en steroideproppet receptionist med logo-fleecetrøjen voldsomt strukket ud over den enorme muskelmasse, grinende tog imod den. Jaja, det er skægt.
Tror bare jeg går i seng nu.
// Over and Out
Hej
SvarSletJa, det må du da gerne. Jeg har læst matematik på siden september i et håb om at bestå og så blive optaget som markedsføringsøkonom her i næste måned. Drømmen er at arbejde med online markedsføring, meget gerne med bøger eller anden form for "underholdning". :)