Der burde findes en portal, hvor alle de mænd man aldrig ønsker at støde ind i igen, bliver sluset igennem for aldrig at vende tilbage. For let's face it: det er præcis som i Sex and the City. Du møder ham ALTID på de virkelig uhumske tidspunkter.
Det er som en universalregel. Det er altid når du står med mascara på kinderne, med vildt udtryk i øjnene og sharwarma i kavalergangen kl. 04.36 på Nørrebrogade i regnvejr, i "jeg-har-mesntruation-og-er-derfor-i-min-fuæde-ret-til-at-gå-ned-og-handle-bind-i-joggingbukser-og-knold"-situationer, eller som i mit tilfælde, i træningscentret, helt svedig og meget anti-lækker.
Og så endda to gange på en uge. Jamen så skyd mig da lige, vil du.
Første gang var mandag, hvor jeg netop havde færdiggjort mit træningspas, og stod og hostede lungerne op til et soundtrack af PSY i baggrunden, mens jeg skiftevis slugte vand i store skvulp fra min patte-flaske, og tørrede øjnene fri fra de små floder af sved der stædigt forsøgte at nå mine øjne og gøre min smerte komplet fra top til tå.
Og så står han lige der. Hestepikken. FEDT. Måtte jo straks tvinge mig selv fra min krumbøjede, lidende positur op ad stairmasteren, op i noget vertikalt, og smile på den lidt for parat-til-at-tale-måde.. Det gik skidt. Selvom jeg prøvede mit bedste for at se casual og fitness-babe-agtig ud, tror jeg næppe det lykkedes. Manden smilede bare akavet, og efter et par høflighedsfraser befriede han mig for pinen og gik op for at løfte noget stål i sin "I dig you!"- t-shirt (hvorfor, i øvrigt? Latterlige citat-tshirts skal bare gå hjem og sætte ild til sig selv).
Giv lige plads til øv-fornemmelsen. Æjh. Men det bliver jo værre (naturligvis gør det det).
For dagen efter, så møder jeg ham f**deme igen. I træningscenter. I træningstøj. Hvor jeg står som en stor undskyldning blandt vægtstænger og bænke, og folk der rent faktisk kan løfte noget af det.
Og ja. Sammen med Bornhomeren.
Dammit. Ser det nærmest ske i slowmotion. Hestepikken der træder ind ad døren med din ven, og mig + Bornhomer der står lige i skudlinien. Overvejer kort mulige flugtruter, og kommer efter en kort scanning af rummet frem til, at det er brandtrappen, toilettet eller en form for gemmeleg blandt det massive monster der står og løfter noget der svarer til en hests vægt ovre i hjørnet, i alt for stramme tights. Og da Bornholmeren ikke fatter noget som helst af situationens alvor, og derfor ikke så meget som rykker en centimeter nærmere toilettet som jeg ellers udtænker som den bedste løsning, må jeg jo tage den sidste udvej: Go right into it.
Så med et klistret smil og et værn af overentusiasme gør jeg klar til at møde fjenden. Igen. Men hvad sker der så? Slowmotion vender tilbage. Jeg ser at Hestepikken ikke ser på mig. Han har muligvis slet ikke set mig, faktisk (nå... hrmf.). Næ, han ser Bornholmeren! Sgu!
Det viser sig, at de kender hinanden. Med skulderdunk og det hele. Hvor akavet er det ikke lige, på en f*cking skala?! De hilser, snakker, ser på mig, jeg ser tilbage, hilse igen, og så videre med træningen. Det viste sig så, at de to kendte hinanden perifært gennem nogle studievenner. Didn't really see that coming.
Men det går, og jeg ser bare stift smilende til mens de udveksler høfligheder. Det tager faktisk ikke mere end 2 minutter, og jeg er lige ved at tro at jeg er sluppet billigt, indtil Bornholmeren henkastet spørger: "Hvor kender du egentlig Hestepikken fra?" (han sagde selvfølgelig hans rigtige navn. Det andet havde, indrømmet, været virkelig mærkeligt)
Og hvordan forklarer man lige det, for sin helt nye kæreste, der stadig synes at man er helt perfekt og ikke aner noget om ens rigtige, ikke-eventyrlige personlighed? "jah ser du, vågnede engang op i en lejlighed ude i det der NV efter at have knaldet med ham hele natten, gik så i panik og låste mine sko inde i hans lejlighed." Ej vel?
Så det blev til en forklaring om noget skole og en fjern fortid. Og en ret lang akavet stilhed de næste par øvelser...
Lort. Kan aldrig træne på Jagtvej mere. Undtagen ml. 06-08 og 21-22. Altså i al den tid hvor normale mennesker ikke tager i fitness. Inkl. Hestepik.
DAMMIT og velkommen tilbage for fuld pede..
// Over and Out
Det er som en universalregel. Det er altid når du står med mascara på kinderne, med vildt udtryk i øjnene og sharwarma i kavalergangen kl. 04.36 på Nørrebrogade i regnvejr, i "jeg-har-mesntruation-og-er-derfor-i-min-fuæde-ret-til-at-gå-ned-og-handle-bind-i-joggingbukser-og-knold"-situationer, eller som i mit tilfælde, i træningscentret, helt svedig og meget anti-lækker.
Og så endda to gange på en uge. Jamen så skyd mig da lige, vil du.
Første gang var mandag, hvor jeg netop havde færdiggjort mit træningspas, og stod og hostede lungerne op til et soundtrack af PSY i baggrunden, mens jeg skiftevis slugte vand i store skvulp fra min patte-flaske, og tørrede øjnene fri fra de små floder af sved der stædigt forsøgte at nå mine øjne og gøre min smerte komplet fra top til tå.
Og så står han lige der. Hestepikken. FEDT. Måtte jo straks tvinge mig selv fra min krumbøjede, lidende positur op ad stairmasteren, op i noget vertikalt, og smile på den lidt for parat-til-at-tale-måde.. Det gik skidt. Selvom jeg prøvede mit bedste for at se casual og fitness-babe-agtig ud, tror jeg næppe det lykkedes. Manden smilede bare akavet, og efter et par høflighedsfraser befriede han mig for pinen og gik op for at løfte noget stål i sin "I dig you!"- t-shirt (hvorfor, i øvrigt? Latterlige citat-tshirts skal bare gå hjem og sætte ild til sig selv).
Giv lige plads til øv-fornemmelsen. Æjh. Men det bliver jo værre (naturligvis gør det det).
For dagen efter, så møder jeg ham f**deme igen. I træningscenter. I træningstøj. Hvor jeg står som en stor undskyldning blandt vægtstænger og bænke, og folk der rent faktisk kan løfte noget af det.
Og ja. Sammen med Bornhomeren.
Dammit. Ser det nærmest ske i slowmotion. Hestepikken der træder ind ad døren med din ven, og mig + Bornhomer der står lige i skudlinien. Overvejer kort mulige flugtruter, og kommer efter en kort scanning af rummet frem til, at det er brandtrappen, toilettet eller en form for gemmeleg blandt det massive monster der står og løfter noget der svarer til en hests vægt ovre i hjørnet, i alt for stramme tights. Og da Bornholmeren ikke fatter noget som helst af situationens alvor, og derfor ikke så meget som rykker en centimeter nærmere toilettet som jeg ellers udtænker som den bedste løsning, må jeg jo tage den sidste udvej: Go right into it.
Så med et klistret smil og et værn af overentusiasme gør jeg klar til at møde fjenden. Igen. Men hvad sker der så? Slowmotion vender tilbage. Jeg ser at Hestepikken ikke ser på mig. Han har muligvis slet ikke set mig, faktisk (nå... hrmf.). Næ, han ser Bornholmeren! Sgu!
Det viser sig, at de kender hinanden. Med skulderdunk og det hele. Hvor akavet er det ikke lige, på en f*cking skala?! De hilser, snakker, ser på mig, jeg ser tilbage, hilse igen, og så videre med træningen. Det viste sig så, at de to kendte hinanden perifært gennem nogle studievenner. Didn't really see that coming.
Men det går, og jeg ser bare stift smilende til mens de udveksler høfligheder. Det tager faktisk ikke mere end 2 minutter, og jeg er lige ved at tro at jeg er sluppet billigt, indtil Bornholmeren henkastet spørger: "Hvor kender du egentlig Hestepikken fra?" (han sagde selvfølgelig hans rigtige navn. Det andet havde, indrømmet, været virkelig mærkeligt)
Og hvordan forklarer man lige det, for sin helt nye kæreste, der stadig synes at man er helt perfekt og ikke aner noget om ens rigtige, ikke-eventyrlige personlighed? "jah ser du, vågnede engang op i en lejlighed ude i det der NV efter at have knaldet med ham hele natten, gik så i panik og låste mine sko inde i hans lejlighed." Ej vel?
Så det blev til en forklaring om noget skole og en fjern fortid. Og en ret lang akavet stilhed de næste par øvelser...
Lort. Kan aldrig træne på Jagtvej mere. Undtagen ml. 06-08 og 21-22. Altså i al den tid hvor normale mennesker ikke tager i fitness. Inkl. Hestepik.
DAMMIT og velkommen tilbage for fuld pede..
// Over and Out
Hvad sker der ovre i analbranchen?
SvarSlet/ Maria
Update muligvis på vej på dét område!
SletDet er jo lidt et voksen-spændende emne, det må jeg jo tilstå ...
SvarSlet/ Maria
Hvor charmerende at du kalder ham for hestepikken. Men det er vel typisk for jer overfladiske size-queens.
SvarSlet