Afdelinger i Rodebutikken

søndag den 15. april 2012

Om solidaritetskriser og krisehjælp

Det har været lidt af en rutschebanetur, denne weekend. Efter kærlighedserklæringen, bestemte jeg mig for en stille lørdag med Handy, som jo var helt nede, fordi hans forældre havde fortalt ham, at de havde besluttet at gå fra hinanden.
Vi fik krammet, kysset, snakket og trøstet - selvom jeg synes det var svært, da hans problemer i mine øjne er peanuts. Og ja, jeg ved godt at det er de naturligvis ikke for ham, men når man har mistet, så er alt andet bagateller hvis ikke krisen handler om dødsfald. Det sagde jeg også til ham - at jeg ville gøre alt for at være der, men at det var svært for mig. Og det forstod han godt.

Idag var vi så sammen oppe og hilse på Mutti. Han havde selv spurgt om jeg ville vise ham hendes sted, og jeg blev utrolig glad for han spurgte. Vil jo så gerne vise det til alle der gider se det.

Derefter tog han hjem til sine forældre for at få overblik over det hele, og jeg tog hjem til min far for at få lidt mad. Og det er så her, at Handy's og mit liv så åbenbart vælger at synkronisere, og udvikle gensidige solidaritetskriser.

Min krise:
Forhistorie: Min far har for et par uger siden fortalt, at han formegentlig er ude og rejse på min fødselsdag til september. Noget sportsrejse arrangeret af hans firma. Og lad mig sige det med det samme: Fødselsdage er et skrøbeligt emne for mig. Har altid forbundet det med noget trist, fordi der altid var problemer. Enten kunne mine forældre ikke enes om hvem der skulle "have" mig, eller også var min far aldrig hjemme, og min mor var syg og aflyste vores planer på dagen. Så jeg har efterhånden udviklet en ret robust trang til at have faste planer, så jeg er sikker på, jeg ikke ender alene på min fødselsdag - hvilket kun er blevet større, efter mor er død.
Idag sidder vi så ved bordet, og jeg spørger henkastet min lillebror om han vil holde fødselsdag med mig, hvortil min far smågrinende siger: "Jamen han er da heller ikke hjemme! Jeg har inviteret ham med på ferien". Nå.... Så bliver jeg lidt stille, og far forsætter ufortrødent, at nu skal jeg ikke blive mopset, det er jo bare en dag og jeg er jo voksen osv. Alle glor på mig, far bebrejder mig, og tilsidst kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Råber af ham, at så er det præcis som det plejer (sidste år aflyste han min fødselsdagsfest to dage før, som han ellers havde planlagt og inviteret gæster til, fordi han pludselig fik et par billetter til en koncert som han hellere ville til. Og så stod jeg ellers bare der.) Men dengang havde jeg så Mor. Det har jeg ikke længere. Så jeg rejser mig med tårer løbende ned af kinderne, og løber ned og tager overtøj og sko på - jeg skal bare væk. Og indtil sidste sekund inden døren smækker efter mig, håber jeg at han vil komme efter mig. Det gør han ikke...

Handys krise: Han tager til barndomshjemmet, hvor han, long story short, får at vide, at hans forældre har besluttet alligevel at blive sammen. Tal lige om følelsesmæssig hoppeborg. Så han kom jo hjem, bundforvirret og frustreret.

Nu har vi så skrevet lidt frem og tilbage hele aftenen, og efter dette sammentræf, er jeg da mere og mere overbevist om, at vi må hænge sammen, på en eller anden måde:

Min krisehjælp:
Dyne, film og:
Jeg sender dette billede til ham, og to minutter senere får jeg dette tilbage:

Like one mind. 

Han er sgu sød. 

Nu vil jeg hygge videre med min film og mine kalorier, og Handys søde beskeder der jævnligt tikker ind på mobilen. 

// Over and Out

10 kommentarer:

  1. I er næsten sådan "Disney - meant to be" ;) Sikke dog noget bøvl, det med familien. Håber det vender hurtigst muligt :)

    KH

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha ja, det begynder snart at blive kvalmt ;)

      Tak - det håber jeg også :)

      Kram til dig søde Doktor S

      Slet
  2. Hm.. det er sgu ikke sødt af din far, hvis jeg må være så fri at sige det!
    Jeg håber du får planerne på plads så der sker lidt på selve dagen, og ellers virker det til at der står en Handy klar til at fejre dig :) ?

    Dejligt at I kan passe lidt på hinanden!!

    Kh Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Næ, jeg synes også han er en røvbanan. Så det må du godt sige.
      Ja, ellers kan det være Handy gider at træde til :)

      Kh Rodebutikken

      Slet
  3. Årh søde Rodebutik, håber at det går <3 Ben and Jerrys plejer i hvert faldt altid at hjælpe hos mig! Og godt at du har Handy!
    Jeg kommer gerne med dårlig lagkage og sjove gaver i september!
    Jeg hader dog også min egen fødselsdag, men ja, det hænger jo nok også sammen med hele skilsmisse-barns-komplekset!
    Stort kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Ben & Jerrys er det eneste rigtige i sådanne situationer, ja.
      Uh det lyder ellers godt - elsker dårlige lagkager og sjove gaver! :)
      Oh yes, det evige kompleks, som vi nok aldrig kommer af med.

      Kram lige tilbage til dig!

      Slet
  4. Håber da du har formået at give din far dårlig samvittighed, for det var da fejt gjort..
    - Sjovt med isen ellers! :D

    Mange hilsner
    Monica / mowles.wordpress.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg desværre ikke, mowles. Men man kan da håbe.

      Ja, det var et af de der meant-to-be?-øjeblikke. Det var lidt skægt.

      Har i øvrigt ikke set dig har før, tror jeg - så velkommen til :)

      // Rodebutikken

      Slet
  5. Ben og Jerry er også de eneste to mænd der har forstand på kvinder ^^

    SvarSlet