Afdelinger i Rodebutikken

tirsdag den 6. december 2011

en lille jule-afhængighed

Glædelig 6. december!
Mit liv er altså ret anti-action packed, når jeg sådan har rodet mig ud i at skrive hver dag, så I må leve med også at få de mindre spændende ting at vide om mig, når der sådan er agurketid i Husum. Så her kommer 10 juleting du ikke vidste om Rodebutikken. 

1. Jeg elsker julepynt der forestiller fugle. Jeg ved ikke hvad der er med det, men kan slet ikke stå for dem. Så vores juletræ består næsten kun af fugle, flag og lys efterhånden. Men fint er det, synes jeg. Har dog, for at kontrollere bestanden, en regel med min mor om, at vi kun må købe 1-2 nye fugle hvert år. Vi har allerede købt årets fugle. To fasaner i hvid og dybrosa. Og jeg glæder mig til at sætte dem på træet. 

2. Jeg har et indpaknings-tema hvert år. Dvs. at alle gaver pakkes ind i samme papir, og det helst skal se lækkert ud. Sidste år blev alt for eksempel pakket ind i brunt papir med grønne, røde og hvide silkebånd. I år skal pakkerne pakkes ind i rosa papir med metallic gavebånd.

3. Jeg kan hverken lide Marcipan, ris a'la mande, risengrød, rødkål, medister, brune kartofler, lun leverpostej eller glögg. 

4. Jeg har en lille smule OCD når det handler om min skrabejulekalender. Den skal skrabes med samme mønt hver dag. Ellers har jeg en idé om, at udfaldet bliver anderledes. Det ved jeg jo godt ikke passer, men kan ikke få mig selv til at skrabe med en anden mønt.

5. Det højeste ønske på min ønskeliste er, at min mor bliver rask til at holde jul med mig, min bror og mine bedsteforældre. (Hun er indlagt igen.)

6. De næste ønsker på min ønskeliste er tilskud til min nye telefon, og en shoppingdag med min far. (Det har jeg hvert år fået i et par år nu. En dag hvor min far og jeg tager fri sammen, og tager et sted hen som jeg vælger, og shopper for et beløb min far har sat - som regel 1000 kr. På den måde får jeg lidt alene-tid med min far hvor vi kan få talt ordentlig sammen, og jeg kan selv vælge hvad jeg vil have "i gave").

7. Jeg ønsker mig også en kæreste i julegave (NZ - 12 dage til han kommer hjem, hvis I vil vide det)

8. Jeg gad rigtig godt få tid til at komme i skøjtehallen i år. Det er så sjovt, men jeg har ikke skøjtet i 100 år. Mindst.

9. Jeg har sat mig for at sende julekort i år. Jeg ved dog endnu ikke om det rent faktisk bliver til noget.

10. Jeg håber virkelig, at kunne finde julestemningen inden jul. 

Det var det. Nu vil jeg pakke mig sammen og tage på arbejde i banken, mens jeg messer indeni mig selv: "Du skulle have meldt dig syg, du skulle have meldt dig syg". Øv altså. 

// Over and out

6. december
En lille bitte bid af min birdiemania


Ingen kommentarer:

Send en kommentar