Hvornår lærer jeg..

.. at forstå det der Mand? Det der andet køn, som ikke er kvinder, som aldrig er til at forstå, som skjuler alting i stedet for bare at lægge kortene på bordet, dem der, der smiler til én og man så går hele dagen, og tænker over hvad dét smil betød. Om det overhovedet var et smil til mig, om det overhovedet var et smil, om han hader én.
Nå, som I kan høre så er det (surprise, surprise) hvad jeg tænker. Jeg overlevede mødet med S. Jeg hilste ikke på ham. Lokalet var fyldt med mennesker og han kom lidt for sent og det ville bare være mærkeligt. Jeg sneg mig til at kigge på ham i ny og næ, og alt derimellem kunne jeg bare mærke hans øjne på mig. Det var faktisk ret ubehageligt. Sådan bare. Stirren. Og så smilede han. Én gang. Jeg ved som sagt ikke om han bare smilte af noget andet og så bare kom til at kigge på mig i et splitsekund eller hvad. Og jeg blev jo mega pinlig og slog øjenene ned og turde ikke kigge op. Og gik alt for hurtigt da informationsmødet var slut. Øv. Jeg overvejer at skrive. Skal jeg skrive? Jeg er stærkt inspireret af indlægget ovre hos Ninjaen (jaja, Akward, men du er altså Miss Cool Ninja i mine øjne!), hvor hun bare tog kampen op og tog over til ham. Ikke at jeg vil overraske S på hans dørtrin. DET ville være underligt. Nej nej, jeg ville bare skrive. Som Ninja også skriver, det må da give lidt på sød-pige-kontoen right?
Hmm. Måske gør jeg det. Senere.

Udover det skete der lige det skønneste for omkring 22 minutter siden. Jeg havde ringet til min lillebror og lagt en sur besked på hans svarer fordi han ikke tog den, og da han ringede tilbage, var jeg bare sur. Og så tikkede der lige en besked ind: "Hej Mulle du kan altid ringe til mig hvis der er noget du vil snakke om. Altid. Knus Basse". Åååårh. Mit hjerte smeltede lige der. Så kan alt andet altså være lige meget, og S og NZ kan i dette øjeblik godt skide mig et stykke. Og drengen er kun 15 år og hjerneskadet. Det er altså bare dejligt at vide at der rent faktisk er en der elsker en, er indenfor landets grænser, og synes at det er okay at man er urimelig og sur og dum og alligevel er der. Altid. Suk suk.

Nu vil jeg smutte ud i køkkenet og se om det der jeg puttede i ovnen for 20 minutter siden er blevet til mad.

// Over and out - nu med totalt meget søsterkærlighed til sin lillebror, oveni al forvirringen over S, som jeg faktisk synes er lidt dum lige nu. Jeg ved ikke hvorfor.