Afdelinger i Rodebutikken

lørdag den 2. februar 2013

#1 Udstoppede kæledyr

Nå. Så kom vi til februars første tema-indlæg. Om udstoppede dyr. Kæledyr. Som i Fido-møder-vat-og-formaldehyd.
Har lavet en smule research på området. Det siges faktisk at blive mere og mere populært.


...

... Altså undskyld?! Men virkelig?! Det er klamt. Intet mindre. Udstoppede dyr har altid været ulækre. Kan I huske lugten i biologilokalet i Folkeren? Der stank af død og tungsind, og jeg havde mareridt om alle dyrenes glasøjne der koldt stirrede ud af montrene. Creepy I tell ya!

Næ, så hellere put King i en kiste, fremstillet til formålet (virkelig. Er der et marked for det?! Åbenbart: http://kaeledyrskister.dk)
Og grav ham ned i haven. Det er bare mere behageligt end at have ham stående til evig tid som meget død og meget ubrugelig vagthund. Ville allerhøjest kunne bruges til at skræmme børn væk med til Halloween.

Så nu vil jeg nyde mine bedsters hund som stadig er i live, og håbe at når tiden kommer dertil, så har den selv skrevet et testamente med dens ønsker. Alle de valg gør det jo umuligt som ejer at vælge hvad der skal ske.

Det næste bliver vel at man kan få en ceremoni i den lokale kirke, med kattejammerrock og grav(hunde)øl.

// Over and Out

5 kommentarer:

  1. Da jeg fyldte to år, fik jeg en gammel pony i gave af min mor. (Min familie er af sigøjner afstamning, vi optrådte med shows og min mor havde en lidt særlig slags rideskole, så heste var en stor del af familien)

    Ponyen var 16 år og min mor tænkte at den nok døde inden jeg blev teenager og kun havde øje for drenge.
    Ponyen blev mit et og alt igennem hele min barndom... Jeg har aldrig mødt så speciel en hest som hende. Det roligste væsen på denne jord... Jeg legede med hende i haven, sov op og ned af hende på folden, i boksen, haven, alle steder... Jeg red lange ture og drømte os væk til andre verdenshjørner.
    Når jeg var ked af det, så sad jeg hos min pony som nussede mig i håret og passede på mig.
    Jeg ku sidde under maven på hende, jeg ku kravle rundt imellem hendes forben - jeg ku stikke hele hånden i munden på hende, uden at hun så meget som prøvede at tygge i den.

    Jeg døbte hende Dudo. Og Dudo blev 38 år.
    Hun fulgte mig igennem tykt og tyndt og på hendes gamle dage gjorde jeg alt, for at hun havde det godt.
    Helbredet begyndte at skrænte og vidste at den lille stædige dame, til sidst kun holdte sig i live for min skyld.
    Jeg gav hende et år mere og så tog jeg den sværeste beslutning i mit liv... Jeg valgte at give hende fred.

    Dudo blev aflivet under vores træ og faldte om i mine arme. Jeg lå i to timer med hende på jorden og græd ned i hendes pels, på en iskold vinterdag.

    Hun blev hentet og kørt til Jylland hvor hun blev brændt.
    To uger efter, fik jeg hende hjem i en urne som stadig står i mit hjem.

    Det kostede en formue - og ja, det lyder vildt bizart, men jeg savner hende hver evig eneste dag og jeg ku ikke bare smide min bedste ven op i container til andre døde dyr...

    Nu er hun hos mig, ligesom hun altid har været... :)


    SvarSlet
    Svar
    1. Sikke en sød historie! Så er det faktisk ok a have sin hest stående. Urner er heller ikke så mærkelige som udstoppede kæledyr :) tak for historien!

      Slet
  2. Langt de fleste zoologiske konservator udstopper nu om stunder IKKE kæledyr, da kunden næsten aldrig er tilfreds. En fasan tillægges ikke et 'personligt' udtryk, hvilket en kat, en hund eller et marsvin gør.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej det læste jeg godt. Men det er lovligt. Ergo må nogle altså stadig gøre det. Og uanset om det sker eller ej- bare at nogen overvejer det, er altså top mærkeligt!

      Slet
    2. Jeg ved noget im emnet og det er meget få, der vil gøre det. Der er højest 20 fuldtids konservatorer og de udstopper stort det kun nedlagt vildt og fundne småfugle. Det er kun meget sjældne fugle der ikke må udstoppes med mindre det er til det offentlige.

      Hans

      Slet