Afdelinger i Rodebutikken

mandag den 27. august 2012

Hva så, uge 35 – Var der mere?!


Ugen er få timer gammel, og jeg gider allerede ikke mere. Måtte rive mig selv fri af udkantsdanmark og Bedsteforældre-stemning, for at tage tilbage mod regnvåde og sensommergrå Husum. Kun for at dele togplads med hippie-type med levende (I kid you not. Jeg sværger at have set levende dyr I dét hår mens jeg sad der) dreadlocks, tyrkisk øl og rester fra gårsdagens aftensmad I det lidt for lange skæg, og skovmandsskjorten på vrangen. Og da jeg kom hjem til cyklen på stationen, erfarede jeg, at en herlig lørdagsbygænger har haft både øl og sharwarma tilovers på vej i/hjem fra byen, og dermed allernådigst har skænket resterne til min cykelkurv. Våd shawarma og pileflet-cykelkurv er ikke en god kombination, FYI. Nå.
Og nu sidder jeg midt i en forelæsning der ca. 13 minutter inde i sin levetid mistede gnisten, og derfor fuldstændig har tabt mig som tilhører. Smuldrer en riskiks mellem fingrene og videre ned i skødet, mens jeg forsat tænker på det samme emne, som har snurret i mit hoved hele weekenden – min mor. For jeg savner hende stadig. Tror dog verden har glemt det. OG glemt at hun ikke kommer tilbage, og at jeg derfor forsat mangler en brik i mit puslespil. Jeg har stoppet mine psykologtimer. I en blanding af pengenød og afmagt. Sad til sidste aftale og strålede falsk af nyvunden livsglæde og overskud. ”Jeg har det fiiiiint!”. Hun troede på mig. Jeg kan være meget overbevisende når jeg lyver. Efter mange års træning. Men sandheden er, at jeg ikke føler, at hun kan hjælpe mig længere. Jeg er stadig bare ked af det. Jeg er stadig bare modløs. Jeg forstår stadig næppe, at hun er væk. For nyligt talte Handy og jeg om børn (rent hypotetisk!) og pludselig ramte det mig – Hun skal ikke være med til mit barns fødsel. Jeg er alene. Alene om noget af det største i éns (mit) liv. Og ingen kan jo erstatte hende. Og Handy begyndte med, at selvfølgelig ville han være der, og jeg kunne tage en veninde med, eller min stedmor.. Men det er jo ikke det samme, vel? Og hvorfor er det så vigtigt? Det ved jeg ikke. Det er det bare. Ligesom alle de andre fuldstændigt ulogiske ting, jeg finder aldeles uoverkommelige at klare, uden hende.
Så ugen er startet ad helvede til. Inkl. En helt skæv mandag morgen, med spildt te i sengen og en plet på skjorten, som man selvfølgelig altid først opdager når man lige akkurat ikke har tid til at skifte.
Har lyst til at melde mig ud. Af det der uge 35. Og først vende tilbage engang, primo december. Når der er pebernødder og kalenderlys på tilbud.
Men det kan man jo ikke. Så nu vender jeg snuden mod virkeligheden, smiler, og skriger i falset: ”Jeg har det fiiiiint!” – for verden har jo åbenbart glemt, at alt langt fra er fint.. 

10 kommentarer:

  1. jeg har faktisk tænkt flere gange at det var underligt at du ikke længere var så mærket af din mors død. Altså, du stoppede med at skrive om det. Så er faktisk rigtig glad for det her indlæg og at du lader det komme ud.

    Og så tror jeg ikke du skal lave "Jeg har det fiiiint" til hele verden. Det ville være modigt og svært i stedet at sige: "Jeg har det skide svært i dag. Det er lige gået op for mig at min mor aldrig kommer til at være med til mit barns fødsel" (eller hvad det nu måtte være!)

    Det er altså okay stadig at være ked af det. Og selvom jeg hverken kender dig eller er en del af din familie, så har jeg på intet tidspunkt glemt at du lider, fordi din mor er død. Men samtidig kan det også godt være svært at bringe på bane for folk omkring dig - hvad nu hvis man ripper op i såret og du egentlig helst ikke vil være i fred? Folk vil hellere holde kæft end at træde forkert.

    Men godt indlæg. Godt du har Handy. Godt du har bedsterne. Godt, at du taler om din mor.

    SvarSlet
    Svar
    1. Folk er bare pissetrætte af at høre, at jeg har det skidt.. Og så er det nemmere bare at lade være med at sige noget.

      Slet
    2. Der er da ingen i hele verden der IKKE kan forstå det!

      Slet
  2. Kære Rodebutik

    Jeg er enig med Sarah der kommenterede før mig. Jeg synes også det er rart at høre om din mor. Selvfølgelig er det ikke rart at høre at du savner hende, men det er der desværre en rigtig uretfærdig grund til, at du gør. Selvfølgelig gør du det! Og hun vil altid mangle som lige præcis den (megavigtige) brik i dit puslespil. Men det er rart at høre dig skrive lidt om hende og lukke nogle af dine følelser omkring det ud. Brug også gerne STADIG din blog til det (hvis du har lyst) og fortsæt med det så ofte eller sjældent du føler du har brug for det.

    Jeg har også gået til en psykolog (eller tre) og jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan du føler omkring det. Jeg syntes heller overhovedet ikke det hjalp mig sønderligt. Jeg følte jeg spildte min tid og jeg blev faktisk i dårligt humør bare ved tanken om at skulle derhen. Det endte også med, at jeg fakede mig i "fiiiiiin"-form, for at slippe for at tage tilbage dertil. Jeg har dog efterfølgende forsøgt mig med en såkaldt kognitiv terapeut, og det syntes jeg var bedre. Følte mere det var en samtale mellem to "ligeværdige" personer, end mig der skulle sidde og udfritte mine følelser og tanker fulstændig, som hos den klassiske psykolog. Nogle terapeuter anvender også trance/hypnose til at åbne op for nogle lidt dybere lag. Synes du skulle google det lidt, bare for at se, at der er andre muligheder fremfor den der gængse psykologtype (puuh, hvor jeg får smækket et label på dem, undskyld psykologer!) Og mht. til prisen, ja det er skidedyrt! Måske din far vil betale halvdelen af hvad det koster? Det tilbød mine forældre, så er det lidt billigere :)

    Stort kram til dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Simone. Det kunne være jeg skulle prøve det du nævner. Måske kan det hjælpe.
      Ikke desto mindre havde jeg glemt hvor rart det er at bruge bloggen til at få lidt afløb.

      Slet
    2. Hov, kom lige til at tænke på de der dyre samtaler... En af mine veninder gik igennem en rigtig hård periode for et år siden. Hun gik til sin egen praktiserende læge og snakkede med hende om det og hendes læge foreslog hende at tage kontakt til (tror også hun fik en "henvisning") til en psykologistuderende (på et af de sidste semestre). Min veninde gik så hos denne studerende og havde stor glæde af det. Tror hun synes det var rart med en der var nogenlunde jævnaldrende. Samtidig var det også en bonus for den psykologistuderende, der jo har brug for noget erfaring. Det kan være det kan lade sig gøre for dig også?
      Ellers, er der en studenterpræst på dit studie? Nu ved jeg ikke hvor du læser, men der hvor jeg læser har vi en studenterpræst der er meget åben for at snakke med os om store eller små problemer. Og det behøver altså ikke at være med "religiøse" undertoner, hvis man ikke er til dig. Præster er generelt rigtig dygtige til at snakke med mange forskellige mennesker om alt muligt og en studenterpræst vil jo især være dygtig til at tale med nogen på vores alder. Bare et par ideer, jeg synes det er så synd, hvis prisen skal afholde dig (eller nogen andre) fra at hente hjælp fra den side :)

      Slet
  3. Min mor hun døde d. 21 Juli, og en uge efter slog den tanke mig. Ikke at jeg skal have børn endnu, men den dag jeg bliver gravid kommer jeg til at gå igennem det "alene".
    Som du selv skriver er der selvfølgelig en masse omkring sig - men for mig virker det som en mor datter ting. Og hvor irriterende det sikkert kunne have været, ville det være vidunderligt med en masse mor råd når nu man selv en dag skal være mor.

    Jeg er kun igennem en måneds forløb med min mor. Det føles stadig uvirkeligt samtidig med at man kan tude på de mest mærkelig tidspunkter fordi realiteten går op for en.

    Jeg startede på nyt studie i dag - og hvor kan jeg bare ikke overskue det. For at være ærlig kan jeg slet intet overskue, men man skal vel starte et sted. Man siger jo at livet ikke går i stå, selvom det føles sådan.

    Din blog er et dejligt pusterum for mig. Både til de stunder hvor jeg har brug for at grine, brug for at se de lyse sider af tilværelsen, men også bare som nu hvor det på en måde er rart at vide man ikke er alene om at føle den afmagt man får kastet i favnen når man mister sin mor.

    Tak for at du deler din hverdag.
    De bedste hilsner fra Sandra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør mig ondt at høre om din mor. Det er en smerte der ikke kan forklares eller sammenlignes med noget som helst andet.
      Jeg kender det sagtens - det nye studie skulle have været noget helt fantastisk, men kan nu virke helt, helt bagatelagtigt ved siden af hvad der sker omkring én og i én. Og det er bare SÅ svært!

      Det er skønt at du kan bruge bloggen, og du er velkommen til at skrive til mig på frokenrodebutik@hotmail.dk hvis du har lyst til at tale med en der præcis kender til den situation du sidder i.

      Dejligt du skriver! Mange tak for det.
      Kærlige hilsner
      Rodebutikken

      Slet
  4. Allersødeste Rodebutik :)

    Jeg synes det er sejt at du tør fortælle os, at du stadig er ked af det over din mor! Og jeg synes at det er helt normalt, som du selv siger sår er det jo din MOR, hende der gerne skulle opleve at du får børn, bliver gift og alle de andre meget lykkelige øjeblikke i dit liv.
    Jeg synes selv det er slemt at indse at min farmor ikke skal opleve det, så jeg tør slet ikke tænke på hvordan du har det, når det er din mor.
    Selvom jeg synes det er så dejligt at du vil dele alle dine pinlige og sjove øjeblikke med os, så er det også dejligt at du tør vise at du rent faktisk er 'menneskelig' og er ked af det. Tiltrods for det er meget nemmere at tage facaden på og sige at man skam har det hel fiiint!

    Og så stemmer jeg for at vi snart må have en baresso date!

    Tanker og knus Lullie

    SvarSlet
  5. Årh altså sødeste Rodebutik! Jeg er ked af du render rundt og har det sådan. Og nej selvfølgelig kan mor ikke erstattes, og der er ingen der skal prøve på at erstatte hende. Hun er jo mor!

    Sender dig tusind knus og kram i håbet om at det dersens uge 35 holder op med at være sådan en skøge!

    SvarSlet