Afdelinger i Rodebutikken

mandag den 26. september 2011

Stop nu...

Jeg siger stop. Melder fra. Melder afbud. Står af. Siger tak for i aften. Farvel og tak. Finité.

Jeg magter fanme ikke den der rutchebane de kalder kærlighed. For helvede. Så pis mig da i øret og hak mig i terninger så vi kan få det overstået.
Situationen har sådan set ikke ændret sig. Ikke det mindste. Det er nok i virkeligheden dét der lissom er problemet. Jeg er et psykisk nervevrag. Sagen er den, for lige at fortælle det hele fra start, at jeg siden NZ rejste, har sendt ham en sang fra youtube hver uge. Som en lille slags kalender, ugens indslag, whatever. Nå, men så dristede jeg mig i sidste uge til at sende Long distance med Bruno Mars hvilket blev modtaget rigtig godt. Og jeg blev jo glad, og tænkte, yay, så kan det alligevel være han føler det samme som mig.
Denne uge sendte jeg så You make me smile og fik et totalt øv svar tilbage:

"Jeg kendte den ikke men den ryger da også ned på playlisten. I det hele taget er det bare rigtig god stil at du sender de her ting. Det luner altid når der er nyt i postkassen fra dig :):)
Du får lige en vild en med her på vejen. The Naked and the Famous er et vildt godt New Zealandsk band og den her kører sådan lidt på repeat hernede. Videoen er skudt i Auckland og alle stederne er steder jeg render rundt omkring ved til dagligt. Hele stemningen og atmosfæren i videoen er spot on for, hvordan det her helt vanvittige sociale eksperiment som vi alle er en del af hernede føles.Så du får lige en bid af min hverdag (og især weekenderne) med her på vejen :):)
Håber du får en fantastisk start på ugen!"


Og så sendte han en kedelig, dum party-sang som han sikkert flækker tøsebørn på stribe til.

Det er da bare antiklimaks fra reaktionen på Bruno Mars:
"Åh #Navn#....du er en charmer - you did it again! Jeg kendte ikke sangen før nu men den er jo helt perfekt! Jeg er nok lidt længe oppe i dag, så jeg synes bare du skal skype mig, hvis du kan nå det når du kommer hjem :):)"

Øv. Og så blev jeg småsur, og sendte et rigtig øv-svar tilbage:
"Det var da godt det varmer. Det er jo svært at vide om det overhovedet gør en forskel.

Hav det godt."
Jeg er et ondt, neurotisk menneske, der overfortolker og overdramatiserer. Altid.

Noglegange kunne jeg virkelig godt bare flå hovedet af mig selv i ren frustration over min forskruede hjerneaktivitet. Eller mangel på samme. Altså overser jeg nogle signaler her eller hvad??

Jeg gider ikke mere. Jeg er slået hjem. Back to square One. Røv.

Nu skal denne arbejdsdag bare overståes, så jeg kan komme i IKEA med min Moar, og rive alle mulige ligegyldige ting ned fra hylderne. Og spise svenske kødboller med vand-sovs og syltetøj. Og refill sodavand.
Nemlig. Så kan NZ da bare passe sig selv og sin mystik dernede i Auckland. Jeg er da ligeglad (nej jeg er ej, kommer til at sidde resten af dagen og fortryde mit sure svar og håbe på følgende scenarier:
1. Han opfatter ikke den sure undertone og skriver som altid
2. Han opfatter surhed som fuldstændig acceptabel og forståelig frustration, og skriver sød besked tilbage)


Kan I have det så godt. Jeg går ned med flaget.
Nu.

// Over and out - fra hende der mener at hun efterhånden bør låne lidt antidepressiver fra Anstalten, bare for at klare dagen og vejen. Holder kraftedeme ikke til det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar