Eller ihvertfald bare mit.
Der skete noget stort i Vanløse igår. Jeg fik min egen hylde. På badeværelset. En fin lille hylde i skabet, som han ryddede, kun til mig.
Så nu bor jeg der. Eller mit åndelige, dullede jeg gør i hvert fald (rolig. Nørrebro har mit hjerte - foreløbigt). En børste, shampoo, tandbørste (men den har boet der længe. Han gav mig den helt selv efter et par overnatninger), pudder og foundation. Et lille lyserødt, skrigende signal om, at jeg er etableret i hans liv. For real.
Jeg indrømmer det. Jeg har været bange. Og neurotisk. Og i fornægtelse. For hvordan skulle han dog på nogen måde kunne holde mig ud i længere tid? Eller vice versa, for den sags skyld. Jeg har det jo med at knalde til højre og venstre, spise et par leverpostejsmadder og i øvrigt have det lidt svært ved at blive på måtten.
Men sådan er det bare ikke mere. Bornholmeren har fanget mig, holdt mig fast, og indtil videre nægtet at give slip, selvom jeg roder rundt i egen tilværelse.
Jaja, det er lyserødt, kvalmende og voldsomt. Men han er virkelig fantastisk. På den helt rigtige søde måde, hvor han stadig er lidt bange for min far, kalder mig prinsesse (og mener det. Sorry, jeg falder virkelig for den slags) og køber min yndlingsyoghurt selvom man kun kan få den ét sted og den er dobbelt så dyr som alt det andet.
Nu håber jeg bare at jeg kan bevare roen i ham når han finder ud af, hvilken kvinde jeg i virkeligheden er. Can happen any day now. For eksempel har vi indtil videre levet i illusionen om at:
- Jeg har styr på min økonomi (hahahahaha.... Åh Gud.)
- Jeg kan tage kritik på en voksen, konstruktiv måde (ingenlunde. Vælger enten at græde, råbe eller køre "the Silent Treatment". Meget voksent, frøken, virkelig)
- Jeg kun har haft 5 sexpartnere. Inkl. Bornholmer (den behøver jeg vist ikke engang at kommentere på)
- Min lejlighed altid er pæn, ryddet og ren (farer rundt som hvid tornado 20 minutter før han kommer og forsøger at slå rekorden i rengøringstriatlon - vask op, støvsug og ryd gulvet. Resten af tiden håber jeg på, at han ikke får lyst til at åbne et skab. Et hvilket som helst skab vil begrave ham i l**t til halsen - inkl. mit lager af tamponer, gamle kvitteringer, støvsugerposer og nuttede brugsting der bare slet ikke var nuttede da de først kom hjem til mig)
- Jeg er nogenlunde normal (det håber jag faktisk lidt, at han allerede har indset. Ellers vil det blive et alt for stort chok for ham. På post-traumatisk-stress-måden.)
Så udover det, går det jo faktisk fint. Og det lykkedes mig i øvrigt (apropos hemmelighed nr. 1) at skjule min bekræftelses-email fra ASOS igår, efter et anfald af søndags-kedsomheds-ligefåetløn-shopping. Kan slet ikke vente med at få disse fine ting hjem:
Der skete noget stort i Vanløse igår. Jeg fik min egen hylde. På badeværelset. En fin lille hylde i skabet, som han ryddede, kun til mig.
Så nu bor jeg der. Eller mit åndelige, dullede jeg gør i hvert fald (rolig. Nørrebro har mit hjerte - foreløbigt). En børste, shampoo, tandbørste (men den har boet der længe. Han gav mig den helt selv efter et par overnatninger), pudder og foundation. Et lille lyserødt, skrigende signal om, at jeg er etableret i hans liv. For real.
Jeg indrømmer det. Jeg har været bange. Og neurotisk. Og i fornægtelse. For hvordan skulle han dog på nogen måde kunne holde mig ud i længere tid? Eller vice versa, for den sags skyld. Jeg har det jo med at knalde til højre og venstre, spise et par leverpostejsmadder og i øvrigt have det lidt svært ved at blive på måtten.
Men sådan er det bare ikke mere. Bornholmeren har fanget mig, holdt mig fast, og indtil videre nægtet at give slip, selvom jeg roder rundt i egen tilværelse.
Jaja, det er lyserødt, kvalmende og voldsomt. Men han er virkelig fantastisk. På den helt rigtige søde måde, hvor han stadig er lidt bange for min far, kalder mig prinsesse (og mener det. Sorry, jeg falder virkelig for den slags) og køber min yndlingsyoghurt selvom man kun kan få den ét sted og den er dobbelt så dyr som alt det andet.
Nu håber jeg bare at jeg kan bevare roen i ham når han finder ud af, hvilken kvinde jeg i virkeligheden er. Can happen any day now. For eksempel har vi indtil videre levet i illusionen om at:
- Jeg har styr på min økonomi (hahahahaha.... Åh Gud.)
- Jeg kan tage kritik på en voksen, konstruktiv måde (ingenlunde. Vælger enten at græde, råbe eller køre "the Silent Treatment". Meget voksent, frøken, virkelig)
- Jeg kun har haft 5 sexpartnere. Inkl. Bornholmer (den behøver jeg vist ikke engang at kommentere på)
- Min lejlighed altid er pæn, ryddet og ren (farer rundt som hvid tornado 20 minutter før han kommer og forsøger at slå rekorden i rengøringstriatlon - vask op, støvsug og ryd gulvet. Resten af tiden håber jeg på, at han ikke får lyst til at åbne et skab. Et hvilket som helst skab vil begrave ham i l**t til halsen - inkl. mit lager af tamponer, gamle kvitteringer, støvsugerposer og nuttede brugsting der bare slet ikke var nuttede da de først kom hjem til mig)
- Jeg er nogenlunde normal (det håber jag faktisk lidt, at han allerede har indset. Ellers vil det blive et alt for stort chok for ham. På post-traumatisk-stress-måden.)
Så udover det, går det jo faktisk fint. Og det lykkedes mig i øvrigt (apropos hemmelighed nr. 1) at skjule min bekræftelses-email fra ASOS igår, efter et anfald af søndags-kedsomheds-ligefåetløn-shopping. Kan slet ikke vente med at få disse fine ting hjem:
Synes selv det er nogle meget fine ting. Kunne sagtens se mig selv i den sorte til de kommende julefrokoster (gisp), og i sweateren med dyb ryg til et par sorte jeans og stilletter. (Har noget med dyb ryg for tiden. Does it show? ahem...)
Så mangler jeg bare en undskyldning til Bornholmeren, når der snart ikke er mere plads i mit skab #dammit#småkøbenhavnerlejligheder#altforlidtplads#umuligtatskjulesinshopping.
Men han elsker mig jo alligevel. Håber jeg.
// Over and Out
hahahahahaha.. jeg burde også snart tilstå overfor min kæreste.
SvarSletdejligt indlæg. rigtig dejligt endda :)
Jamen så velkommen til Vanløse
SvarSletMvh
en anden vanløse-beboer :)