Afdelinger i Rodebutikken

tirsdag den 23. april 2013

Pænt træls

.. at være stresset. Føler ikke jeg kan noget. Sidder mest bare og kigger. Eller ligger og kigger.

Arbejder dog stadig. Lidt. Kan ikke slippe det, hvilket sikkert også er idiotisk når ens læge siger man skal tage det med ro.

Har i øvrigt besøgt hende igen. Lægen. Fordi jeg troede jeg måske havde fået nogle forkerte p-piller, og derfor blødte når jeg gik ombord i Bornholmer-færgen. Nu har hun henvist mig til en gynækolog. Fordi hun ikke tror det er p-pillerne, men måske noget andet (læs: værre). Hvorfor skal læger altid pakke det sådan ind?! "Bare så vi kan være sikre" eller "så vi kan udelukke det værste". Så hold dog kæft og skrid hen til det land der synes at ovenstående svar er lig med "alt er sikkert HELT fint". For jeg hører sgu da intet efter de sætninger. Mit hoved tapeseres på 20 sekunder indvendigt med kæmpestore plakater af kræftsvulster, døde æggestokke og evig barnløshed, mens lægen bare taler videre og hiver den ene pjece i døde nuancer frem efter den anden.

Gik derfra med en hel regnskov i foldere og pjecer, skam til op over hovedet, og et underliv der jamrede efter et besøg af papegøjetangen (den har virkelig forbavsende ligheder. Sikkert bare et mislykket svendestykke for en smed i Thisted engang, som landsbylægen derefter så potentiale i).

Tacklede det i øvrigt dérfra på den bedst tænkelige måde: Kalorier og shopping. På den virkelig onde måde. Og i to etaper. Først i fysiske butikker, hvor jeg med vildskab i øjnene, fråde om munden og dankortet siddende foruroligende løst for en dagpengemodtager, og siden på internettet, med en kæmpe kanelsnegl som shoppe-makker.


H&M, 2DAY, & other stories

Ilva

Nu er Bornholmeren også kommet for at underholde og trøste mig (og mandsopdække mit dankort, der ligger i krampetrækninger på stuebordet). Vi skal have pandekager om lidt. Det kan jeg godt lige overskue. Og skal til udkantsdanmark i weekenden. Og det er jo også dejligt. 
Så jeg tager en dag ad gangen. Det er det jeg har læst man skal. Vist nok (og hvis det ikke virker, så sætter jeg mig ned og skriger. Eller shopper lidt mere. Hvad der virker mest rationelt.)

// Over and Out 

2 kommentarer:

  1. Hej. Har nu fulgt din blog i et stykke tid, og er rigtig ked af at læse at du har stress. Håber du kommer over det, det lyder jo til du har en sød kæreste(?) der støtter dig :) Al held og lykke og god bedring til dig.

    - Emma.

    SvarSlet
  2. Hej :)
    Jeg er så overbevist om at jeg allerede havde skrevet en kommentar, som jeg så ikke kan finde nogen steder, men: vi bare rose din blog helt vildt - du kan få mig til at grine og du kan give mig tårer i øjnene. Brugte simpelthen hele min påskeferie på at læse din blog fra den ende til den anden, og jeg glæder mig nu til hvert nyt indlæg :D
    Fortsæt endelig det gode arbejde!
    Ps er du officielt blevet kærester med bornholmere eller hvordan står det til?

    SvarSlet