Så skete det igen.
"Hvaaad skete der?" spørger du. Måske. Det skal jeg sige dig:
Bloggen blev opdaget. Igen. Af nogens kæreste. Som blev knap så begejstret for mit seneste indlæg. Og som i øvrigt blev helvedes rasende og skuffet og alt muligt andet.
Lorteland.
Og nu er der nok omkring 80% af jer der tænker: "Du er sgu da også en klaphat!" Muligvis. MEN!
1) Bloggen er min, så jeg har ret til at skrive hvad jeg vil
2) Da han lovede ikke at læse min blog da han ved et tilfælde opdagede den for flere måneder siden, stolede jeg på ham
3) Jeg kan ikke ændre på fortiden. Heller ikke på S-perioden (hvor meget jeg så end ville).
Så jeg blev egentlig også vred. Lidt fordi han havde brudt min tillid, og lidt fordi han flippede ud over noget, der er sket før ham (altså alt det S-pjat).
Er helt klar over at han muligvis skulle have haft hele sandheden fra start. Men hvem har lyst til at fortælle hele den historie? Essensen er jo bare, at vi var sammen. Punktum.
Så vi skændtes lidt (meget), men fandt alligevel ud af, at vi kunne løse det. Jeg havde jo sådan set aldrig løjet for ham (bare undladt den komplette sandhed), og jeg havde - og har - intet problem med at skære S ud af min tilværelse.
Så det gjorde jeg. Skrev til S at han skulle holde sig væk. Hvilket naturligvis blev efterfulgt af et meget vredt svar tilbage. Og endnu et, lidt blidere, på facebook et par timer senere. Alá: "kan vi tale på et tidspunkt?" og "jeg forstår det ikke".
Men sendt er sendt, og jeg har det egentlig rigtig godt med det. Det er Bornholmeren jeg vil, og hvis det er det, det kræver, så sender jeg gerne S med eksprestog til Forgottenville.
Så er der bare lige det med bloggen..
Bornholmeren ved at den er der. Han har set (og læst) den.. Eller noget af den, i hvert fald.
Og selvom han har lovet at den er min og at han holder sig væk, er jeg stadig bange for at skrive herinde.
Præcis som sidste gang, i øvrigt.
Så lister lidt rundt herinde, og prøver at finde et ståsted.
Indtil videre består bloggen i hvert fald. Så må vi se hvad tiden bringer..
// Over and Out
"Hvaaad skete der?" spørger du. Måske. Det skal jeg sige dig:
Bloggen blev opdaget. Igen. Af nogens kæreste. Som blev knap så begejstret for mit seneste indlæg. Og som i øvrigt blev helvedes rasende og skuffet og alt muligt andet.
Lorteland.
Og nu er der nok omkring 80% af jer der tænker: "Du er sgu da også en klaphat!" Muligvis. MEN!
1) Bloggen er min, så jeg har ret til at skrive hvad jeg vil
2) Da han lovede ikke at læse min blog da han ved et tilfælde opdagede den for flere måneder siden, stolede jeg på ham
3) Jeg kan ikke ændre på fortiden. Heller ikke på S-perioden (hvor meget jeg så end ville).
Så jeg blev egentlig også vred. Lidt fordi han havde brudt min tillid, og lidt fordi han flippede ud over noget, der er sket før ham (altså alt det S-pjat).
Er helt klar over at han muligvis skulle have haft hele sandheden fra start. Men hvem har lyst til at fortælle hele den historie? Essensen er jo bare, at vi var sammen. Punktum.
Så vi skændtes lidt (meget), men fandt alligevel ud af, at vi kunne løse det. Jeg havde jo sådan set aldrig løjet for ham (bare undladt den komplette sandhed), og jeg havde - og har - intet problem med at skære S ud af min tilværelse.
Så det gjorde jeg. Skrev til S at han skulle holde sig væk. Hvilket naturligvis blev efterfulgt af et meget vredt svar tilbage. Og endnu et, lidt blidere, på facebook et par timer senere. Alá: "kan vi tale på et tidspunkt?" og "jeg forstår det ikke".
Men sendt er sendt, og jeg har det egentlig rigtig godt med det. Det er Bornholmeren jeg vil, og hvis det er det, det kræver, så sender jeg gerne S med eksprestog til Forgottenville.
Så er der bare lige det med bloggen..
Bornholmeren ved at den er der. Han har set (og læst) den.. Eller noget af den, i hvert fald.
Og selvom han har lovet at den er min og at han holder sig væk, er jeg stadig bange for at skrive herinde.
Præcis som sidste gang, i øvrigt.
Så lister lidt rundt herinde, og prøver at finde et ståsted.
Indtil videre består bloggen i hvert fald. Så må vi se hvad tiden bringer..
// Over and Out
Well, pas på siger jeg bare. En hemmelig blog er nu årsagen til, at jeg er single...
SvarSletDet er jeg ked af at høre!
SletStår dog helt ved alt hvad jeg skriver, og mener ikke at der er noget der burde være årsag til et break-up. Set fra min synsvinkel, naturligvis.
Kh
Min blog er ikke anonym, så jeg har haft en del vrede mennesker til at brokke sig over at være blevet hængt ud. Det er jeg sådan set ligeglad med. Jeg står ved, hvad jeg skriver.
SvarSletJeg kan se sagen på to måder:
1. Du skal sgu da have lov til at kunne have din blog i fred.
2. (Med frygt for at lyde hellig) Burde han ikke vide alt forholdsrelateret, du skriver herinde, i forvejen?
Så kan du selv lege djævlens advokat... ;)
Ja det synes jeg jo også. Okay, han opdagede den. Men synes så at han skal respektere, at det er min (hvilket han også har sagt - så må jeg jo bare stole på ham). Desuden så, som du selv skriver, ved han jo alt jeg skriver - om ham i hvert fald. At jeg så kommer på arbejde med et trusseindlæg klistret til låret eller går rundt med mascara ned til knæene i Netto uden at vide det, behøver han jo ikke at vide, vel.
Slethader når den slags sker i virkeligheden.
SvarSletHvordan har han overhovedet kunne finde den ? ..
SvarSletHan overhørte en samtale mellem mig og en veninde, og har tidligere opsnappet at jeg også kalder ham Bornholmeren til mine veninder. Og så tror jeg bare den var en enkelt google-søgning væk.
SletBliver virkelig ked af det, hvis ikke bloggen får lov at overleve :(
SvarSletHåber Bornholmeren finder fornuft nok til at acceptere, at der er visse friheder, som man bare ikke KAN fratage et menneske, og at alle selvfølgelig har en fortid. Han må også selv have en fortid - og ville hans blog være helt "ren", hvis han skulle skrive én? Det tror jeg bestemt ikke.
Så kære Bornholmer, vær glad for du har fundet så skøn en pige som rodebutikken - hun er en keeper!!!
Krydser alt hvad krydses kan for jeres forhold og selvfølgelig for bloggen (som er min absolut yndlings - hvordan skal jeg komme gennem studietiden med rød bankkonto, tunmadder og et helt umuligt kærlighedsliv uden den?)
Årh du er sød.
SvarSletDu har helt ret. Og det har Bornholmeren også erklæret sig enig i. At bloggen er min, og at han holder sig væk. Og ja, jeg har en fortid, men jeg nægter at stå til ansvar overfor ham, når det skete før jeg mødte ham. Og det har han også fået at vide.
Så jeg hpber ligeså meget som dig, at bloggen kan forsætte. Det handler jo egentlig bare mest om min egen mavefornemmelse og tryghed - men helt ærlig, hvor skulle jeg så ellers få afløb for mit sindssyge liv?
Kh
Han læser den sgu da klart fra ende til anden. Incl. kommentarer. Og mens du så er i gang kære Bornholmer, så læs lige det orale indlæg og get DOWN to business på Rodebutikken...;-)
SvarSlet