T minus 26 dage

En noget krypteret overskrift hvis man ikke lige er med på, hvad der foregår herovre i rodebutikken (i øvrigt ikke sikkert jeg selv gør det).

Men for at løfte sløret, kaste lys, lade tæppet gå, så betyder det i alt sin enkelthed at jeg rejser.

Bum.

Jeg rejser til Polen, og I skal med.

Og nej, med alle fordomme dybt plantet i mit hoved, skal jeg hverken over og sælge mig selv, have skiftet kropsdele ud med plastik eller hente billig arbejdskraft til at banke et nyt køkken op i Vamløse (Selvom det sidste nu kun ville pynte).

Jeg har fået et "internship" som det så snobbet hedder - et praktikophold i forbindelse med evighedsuddannelsen, som jeg efterhånden, med et spinkelt håb i stemmen, kan se en ende på.
Jeg skal være derovre i 3 stive måneder, arbejde for min nuværende arbejdsplads, på deres polske hovedkontor i Warszawa.

Og hvad betyder det så? Jo, det skal jeg sige dig:

1. Liv skal på en eller anden måde komprimeres til omkring 75*53*30 cm, hvilket er størrelsen på min kuffert

2. Jeg skal undvære Bornholmeren (som stadig er her, yay!) i 3 måneder - minus et par dage over påsken hvor han kommer til Polen og sover i ske med mig i noget et-værelses på 6.etage i typisk øst-europæisk lejlighedskompleks der alene med farven udstråler depression, mismod og alkoholisme (se, der var fordommene igen. Undskyld! Skal virkelig have smadret minimum et par stykker inden/ når jeg rykker derover)

3. Være voksen.

Den sidste er klart værst. Nogle forventer jo faktisk noget af mig, med det her arrangement. Optil flere, faktisk. Min chef i DK, som har hjulpet mig i stand med det, som betaler en del af gildet (flybilletter, mad og bolig - føler mig ret heldig), og den polske chef, som nok regner med at jeg kan bare et eller andet...

....


... Kan ikke engang lave ordentlig kaffe.



// Over and Out

Det er det jeg kan

Well, med lunken kaffe i hånden, og med resten af korpus plantet på en stol i et trøstesløst forelæsningslokale i udkantsdanmark, kan jeg jo lige give en kort opsummering på tilværelsen, anno slut 2015.

Antal kærester: 1. Er faktisk ret imponeret over mig selv. Og ham, ikke mindst. Jeg er ikke nem. Det har jeg alle dage vist. Men tror det på nuværende tidspunkt også er gået op for ham. Og han er her stadig! Goodness does exist.

Antal langt-ude-ud-af-kroppen-jeg-har-lyst-til-at-gå-hjem-oplevelser: Uncountable.

Seneste: Skulle til bryllup (det i sig selv, er langt ude. Tog mig en halv flaske rødvin og 3 timers NATO-stilling til soundtracket af noget long-lost midt-00'er pop, at fordøje det. Følte på en eller anden måde at voksenlivet havde sneget sig ind på mig, i små nederdrægtige skridt, og uden at sige en lyd, pludselig var krøbet over hovedet på mig, og efterladt en hat, hvorpå der nu står "Spørg mig om noget. Jeg burde nemlig vide det. Jeg er voksen, bliver inviteret til bryllupper, bør vide noget om skatteregler, HR-processer og hvordan man skærer en oksesteg."

Jeg kan ikke lide den hat. Hatten er en løgner, der bare tiltrækker forventninger og krav for omgivelserne, og værst af alt, får folk til at tro at jeg faktisk har styr på mit shit.


Really.do.not.

Og dette materialiserede sig noget så smukt til netop det bryllup jeg var inviteret til, af en gammel studieveninde, der åbenbart tager alt det med realkredit, fælles efternavn, parmiddage og dét faktum at være i "slut-tyverne" en del mere roligt end jeg selv.

Anyways. Skulle til bryllup. Havde skruet mig ned i noget silkebuks og blazer, købt for 400 kr. blomster, bånd og gaver, smækket noget trivielt "Må al lykke komme til jer" ned på klassisk interflora-minikort, og tastet adresse på kirke ind på kort-app på telefon.


So far, so good.

Kirken lå ikke langt fra egen hjemstavn, så jeg smækkede mig nonchalant i sadlen omkring 12.35, og havde derved gode 25 minutter til at cykle til kirken og se på noget kærlighed og Gud i én smuk forening.

Cykler til kirke med spotify i ørene, og er egentlig rimelig godt kørende, indtil jeg ser kirken tårne sig op på venstre side. Uden flag. Uden biler. Faktisk kun med en halvt skindød gartner, der tøffer rundt i blå overalls, og med en rusten rive der nærmest lyser af træthed over at skulle rive de dødes haver for 3.492. gang.

Jep.

Det er den forkerte kirke. Og klokken er nu 12.47.


TOP FEDT!

For helvede jeg hader mig selv, nogle gange. Så har det l**t til apple guidet mig til EN kirke i Rødovre, ikke RØDOVRE KIRKE.

Okay. Hurtig tænkning. 2 muligheder:

1. Kast mormorcykel ad helvede til, find taxa, og håb at du når det.

2. Erkend at der ikke findes en eneste fucking taxa i udkants-Rødovre kl. 12.47 en lørdag, kast dig op på Mormor-cykel og håb at du når det.


Jeg valgte (åbenlyst) den sidste mulighed.

Hvis man kan få en bøde for at køre hazarderet på vinrød mormorcykel med for 300 kr. roser, margueritter og cellofan i cykelkurven, så var jeg helt sikkert kandidat til en sådan.

Kørte i bedste "FLYT DIG FOR HELVEDE"-stil på tværs af forstaden, med blade og bånd fygende om ørene, konstant med en finger på klokken, og med optil flere pensionist-liv på samvittigheden, eftersom det dén lørdag må have været national "ud-og-se-med-rollatoren"-dag, og jeg derfor måtte se mig nødsaget til at skræmme den smule liv de måtte have tilbage, ud af dem for at få dem til at flytte sig bare en smule hurtigere over vejbanen.

Nåede kirken kl. 12.59, i en sky af sved, silken klæbende til kroppen og med en buket, der mildest talt havde set bedre dage.

Kastede cyklen op ad muren, lige i rette tid til at se veninde stå foran kirken med farmand, foran gammel sportsvogn, midt i noget præ-vielses-fotografering.

For. helvede.

Men jeg nåede det da! Kastede mig i vildt stiletløb op ad kirkestien, hilste åndeløst på både brud og far, og tumlede videre ind i våbenhuset.

Mødte et par lukkede døre indtil selve kirken, hvilket naturligvis kun udløste et kollektivt sug af spænding fra de 100 gæster indenfor da jeg træder ind, fordi jeg i deres øjne (og med fuld forståelse) burde være pakket ind i noget tyl, blomster og slør, og i øvrigt hedde Nina.

Smilede akavet, trak vejret i korte stød i forsøget på at virke fuuuuuldstææææændig afslappet, og gled smidigt ind på bagerste række sammen med fotografen.

Brugte resten af tiden i selskabet med Gud og de andre, med at tørre svedperler af panden, udnytte orgelets slagkraft til at få et par dybe vejrtrækninger og ellers forsøge at se nogenlunde normal ud.
Tror næppe det lykkedes. I hvert fald var et par af gæsterne inkl. brudens mor noget anstrengt omkring min sene entré, til den efterfølgende reception, og jeg valgte at glide langs væggen og videre ud af sceneriet, efter en håndfuld saltskruer, to glas champagne (blev tilbudt velkomstdrink to gange af tjeneren - man siger jo ikke nej) og et enkelt stykke bryllupskage.

Sååååå det er det jeg kan.


Velkommen tilbage. Må jeg komme til jeres bryllup?


// Over and Out

En lort er en lort

Første ting først:

Hvad var der lige med den lort? Jo såmend ikke andet end en klassisk "jeg har lige trænet hårdt og længe, og det var min mave, as usual, ikke helt med på". Troede dog jeg kunne nå hjem. Som jeg plejer. 

Men plejer er død, og så stod jeg på stationen, og måtte i et ubevogtet øjeblik lige sætte pres på, og slå en lille en. 

Med fucking bonus. Bare en lille en.

Men en lort er en lort, uanset hvor stor den er. 

For fanden. Hvis nogen (hvis der overhovedet er nogen herinde) troede at jeg på et års tid var gået hen og blevet voksen og dannet og forstadsagtig med blomster på altanen, kun fredagsslik på fredage og generelt var gledet ind i en klassisk familien Danmark opstilling, så kan I godt tro om.

Indrømmet: jeg har prøvet. Prøvet at være hende den tjekkede. Gik ikke rigtig. Og på en eller anden måde manifesteres det fuldstændig, lige netop dér, i den lille bitte lort.

Hold kæft hvor har jeg egentlig savnet det her. 

// Over and Out

I live!

Okay.

Sidder i C-toget midt i kl. fucking myldretid.


Med en lille bitte lort i mine trusser.


……...


Er det okay at starte bloggen op igen nu?

Altanroderi

Nååeh men det er da godt at vide, at man ikke er blevet så sat og kedelig, at man ikke kan lave et fuck-up der involverer både bare bryster og en fjernbetjening, og i øvrigt sker inde for egne (lidt endnu) fire vægge.

Øjh. Gider næsten ikke engang sige det. Men går ud fra at I savler efter et bevis for, at jeg endnu ikke er blevet integreret hausfrau på bornholmer-matrikel, uden mere sjov end når genboen knalder i køkkenet (hvilket i øvrigt faktisk er ret skægt - særligt når de går i panik ved at se at de har tilskuere. Men hvad havde man egentlig regnet med, når klokken er kvart i familien-danmark-spisetid?)

Anyways!

Det hele skete i nat. Klokken havde strejfet 00.07, og jeg vågnede ved enerverende lyd inde fra nabolejligheden. Nabo havde tilsynelandende besluttet sig for at kombinere lampeophæng inkl. brug af boremaskine, med hvad der lød som optagelsen af DAD-live koncert '98.

Dermed gik der ikke mange minutter før jeg lå og blev aldeles passiv-aggresiv ved siden af en i øvrigt dybt sovende bornholmer.

Og så må man jo ta' sagen i egen hånd. Femme fatale og alt det der.

Iført Føtex bomuldshipsters til 29 kr (de er virkelig gode. Virkelig.), og ikke andet, skød jeg dramatisk døren til altanen op, og planlagde vredt bank på nabo-altandør.

Vores altaner er kun adskilt af en 10 cm bred træskillevæg på omkring 1,40 m, men havde alligevel ikke helt lange nok arme til at nå døren. Og hvad tænker man så, i et lyst øjeblik på et ellers meget mørkt Nørrebro? Find noget der forlænger arm med omkring 10 cm. Og hvad ligger tættest på? Fjernbetjening til dvd-maskine.

Mig i spring tilbage til stuen, fast greb om fjernbetjening med den ene hånd, og et fast grab om bryster i den anden (følte ingen trang til at dække mig yderligere. Skulle jo bare markere), og så tilbage på altanen.


Bankede på. Lidt forsigtigt.

Så igen.

Og igen.

Og tilsidst så insisterende, og med så stor kraft, at grebet om fjernbetjeningen svigter, og den falder til jorden…


På HENDES altan.

Christ.

I sekunderne herefter overvejer jeg to muligheder:
A. Flygt.
B. Bliv, konfrontér og lign en idiot.

Valgte det sidste. Man vil vel gerne have sin fjernbetjening tilbage ikke?
Hun tog det pænt. Så kun en lille smule mærkeligt på mig (muligvis fordi det var mørkt), da jeg, efter at have bedt hende om at dæmpe sig, bad om min fjernbetjening.

Hold kæft, et freakshow jeg er.


Fanme godt jeg flytter om lidt…


// Over and Out

Nogen har haft fødselsdag!

Og den nogen var mig! Sgu!

25 år! Hvad der svarer til et kvart århundrede, kontormusen Hannes jubilæum på kontoret, sølvbryllup mellem Mogens og Anette i Rødovre, eller gennemsnitligt antal af detailkædernes fødselsdage, åbningsfester, jubilæer og chef-fødselsdage.

Var ikke så slemt. Fik kanelsnegl og kaffe på sengen, Bornholmeren diskede op med gave (dog uindpakket - men det er jo tanken der tæller. Som han selv sagde, så var den jo stadig i æsken, hvilket teknisk set er en indpakning) og jeg havde hele formiddagen til at gå på free-shopping togt, og med grådige Gollum-kløer indkassere den nærmest eneste fordel ved at være medlem af alle tænkelige fordelsklubber, tilhørende irriterende plastikkort - gratis gaver.

Nåede da både forbi Sephora og Bodyshop, selvom sidstnævnte vel næppe gælder, når man betaler 100 kr ved tilmelding... Men det var lykkeligt glemt, så jeg fik mig en lille krukke kemikalier i brun pose, som sikkert får lov til at dø stille på badeværelseshylden, når gratis-rusen har lagt sig.

Anderledes gladere blev jeg for uret fra Olivia Burton, som Bornholmeren gav mig:

Olivia Burton, Big Dial, her

 

 

Ren pænhed på arm.

 

Fik også alt muligt andet pænt af mine søde veninder og dejlige familie, som kun gør pladsproblemet og udfordringen med at minimere antallet af flyttekasser i denne omgang, større.

 

Er kommet til at love, at prøve at nedbringe antallet af kasser, der skal fragtes til ny matrikel medio oktober. Til omkring ca. 35. I alt. 40 højest.

Og det mener Bornholmeren, sagtens kan lade sig gøre, hvis jeg bare giver lidt af mit tøj til genbrug, som jeg har været så god til, siden vi lavede aftalen (aftale: nyt stykke tøj ind = et stykke tøj ud). Er delvist enig.

 

Bornholmeren ved bare ikke, at alt det tøj som "er gået til genbrug" gennem hele året, i virkeligheden står sirligt pakket i flyttekasser oppe på loftet.

 

Hold kæft hvor er jeg i grunden træls.

 

// Over and Out

Bad choices in everyday life

Stod og lavede thaifærdigret ved køkkenbordet.

Så hvad der lignede et kokosdrys (kokosflage? Kokosstykke?) på køkkenbord.

Spiste kokosdrys fra køkkenbord.


....



... Var ikke en kokosdrys.



Well played, everyday life. Lesson Learned: Spis aldrig rester fra køkkenbord.

Tror bare jeg holder weekend nu (og starter med to fingre i halsen).

// Over and Out- fra en der har en seriøs lortedag. Happy F**king Friday.

 

Katastrofe afværget

Så blev det sørme både mandag og tirsdag før jeg fik skrevet igen. Jeg håber I tilgiver mig.
Weekenden gik med familie-weekend i det mørke Jylland, hvor jeg fik opsnappet, at X og Kussen højst sandsynligt ikke længere er sammen, og han tilsyneladende har fucket hendes økonomi op på samme måde som han gjorde det med min.
Jaja, en gang idiot, altid idiot, I guess. Havde svært ved at have ondt af hende.

Desuden brugte Bornholmeren og jeg hele turen derover på at planlægge offentliggørelse af nyheden om forestående immigration til Vanløse.
Bornholmer foreslog, først at sige at jeg var gravid - "for så virkede den anden nyhed pludselig ikke så slem". Synes det var en jævnt dårlig ide, statistikken for hjerteanfald i vores familie taget i betragtning.

Så vi endte lidt ude i noget vent-til-han-er-fuld-nok-i-rødvin-og-så-skynd-dig-at-få-det-overstået-taktik.

Gik ok. I hvert fald er ingen døde, og alle svigersønner er stadig i god behold. Skyldtes nok også, at nævnte svigersøn havde valgt at medbringe grøn gajol som eventuel forsoningsgave (i min familie modtages både gode og dårlige nyheder bedst med alkohol on the side. Og gerne rigeligt).
Og jeg er lettet. Indtil videre i hvert fald. Afventer lige om der skulle opstå en efterreaktion, når det synker ind, at endnu en flytning betyder 4 tons flyttekasser der skal stables, lamper, hylder og skabe der skal pilles ned og skilles ad, plus det løse.

Må hellere købe en flaske gajol mere...

// Over and Out

First World Problems

Siden jeg nu har indvilget i at rykke teltpløkkerne op og flytte til Waterloose Scandaloose, er der fulgt en række beslutninger med, som jeg ikke havde forudset ville være så svære som de pt. synes at være.
Tænk at sådan noget som farvevalg kan være så opslidende!

Egentlig er jeg jo ret heldig, da Bornholmeren i forbindelse med indflytning af østrogen på hans tidligere enemærker, fuldstændig (eller ihvertfald tilnærmelsesvis) har givet mig frie tøjler ift. indretning. Men for fanden, sikke et ansvar! Derfor er jeg gået over til vis-et-billede-og-vent-på-dommen-taktikken.

Jeg har derfor primært brugt de sidste par uger på at præsentere møbler/ farver / ideer, og så har han blot skulle sige ja eller nej. Indtil videre er statistikken dog udelukkende faldet ud til min fordel, og vi er bl.a. blevet enige om at bestille dette sofasæt fra Sofakompagniet:

Er det ikke bare skide pænt?? 

Er kæmpe fan af det allerede. Desværre er der ventetid, svarende til en kvart graviditet, hvilket dæmper begejstringen en smule. Jamen helt ærligt?? 12 UGER?! Og pt. er der gået 2… 

Så er det heldigt at vi pt. får tiden til at gå med at rydde værelser, smide ud, slibe gulve, tørre gullv-sliber-støv af, vaske gulve, flytte møbler, sælge møbler og diskutere farver til væggene.

Og det der med farvediskussionen er heldigvis snart slut (håber jeg). Endnu et af mine geniale påfund er, at have en enkelt støvgrøn/mintfarvet væg i stuen. Tror det bliver top fedt. Men er i klar over hvor mange typer grøn der findes??? Jesus. Var helt modløs da vi forlod flügger forleden, efter at være blevet introduceret for 900 forskellige favenuancer indenfor indendørs maling, og var tæt på at opgive projektet. Men Bornholmeren synes faktisk om ideen, og i fællesskab (hallå! Så så man lige mig indgå i noget par-opstilling!) fandt vi frem til 3 forskellige nuancer. Og her til morgen har vi vist endelig fundet en vinder. Yay!

Så mangler vi bare at probat-behandle (hold op en masse ny viden man får, når man sådan sætter i stand. Inden vi er færdige har jeg nærmest hele første semesters pensum på jern-og-brædder-uddannelsen på plads!) gulvet et par gange, og SÅ skal der males næste uge.

It's getting closer. L**t.

// Over and Out

Nye tider

Yes sir. Vi kan ligeså godt springe ud i det.

En del af jer har spekuleret i, om mit fravær i cyper skyldtes forlist forhold med bornholmer, og at jeg derfor lå i NATO-stilling på Nørrebro, mens alle andre gik på Bryggen og spiste is fra Oluf's (har dog stadig ikke prøvet det. Er slet ikke hip nok. Er sikker på de kun ladet alle de smarte typer, der tjener hippe penge enten i reklamebranchen eller som prof bloggere, og med en instagram fyldt med outfitbilleder og rejser til Sydamerika, få én. Og så bliver alle os andre ledt pænt hen til nærmeste fakta Q, hvor vi kan købe os en filur. Uden ansigt, men i stedet et udtryk der ligner at de har været oppe og slås med Kung Fu-isen nede i kølemontren).

Men! Det har jeg heldigvis ikke, og kan med sikkerhed aflive alle spekulationer om potentielt break up. Faktisk har den laban lokket mig til Downtown Vanløse. Jow, sgu!

Fra 1. Novemberish skifter jeg 2200 ud med 2720, og bliver Vanløse-boer, inkl. Fuldtidsroomie og -kæreste, 56 kvm fordelt på to værelser, og mere end en fordobling af eget rådighedsbeløb. Erkender gerne, at det sidste var en afgørende faktor. Men var sgu også blevet lidt træt af at leve i en taske, opgøre dage i Vanløse i antal rene trusser tilbage, og konstant smide mad ud, fordi en Madplan bare ikke funker når der er 6 km mellem kyllingebryst og frisk spinat i pose.

Så nu går jeg og forsøger stille og roligt at:

- pakke eneboer-mentalitet ned sammen med samtlige ejendele i ubestemt antal silvan "senior" kasser.

- vænne mig til ikke at kunne gå ned til favorit bland-selv-slikmanden i elmegade (ham der brækker marabou og rittersport i stykker så man kan blande. I øvrigt et genialt koncept)

- fjern-dirigere håndværkere der pt går amok med slibemaskiner og lud på gulve i bornholmers lejlighed, mens han selv er i Amsterdam og skyde med noget ak47 og spise hash kage.

- bedømme, hvor meget (hvis overhovedet muligt) overtalelse der skal til, hvis jeg gerne vil beholde min lyserøde kommode

- generelt lade være med at panikke og på James Bond-måden lynhurtigt skabe by identitet, flytte til Bali og glemme alt om 2720.

Går indtil videre ok. Skal bare også liiiige have sagt det til min far. Som pt ikke ved noget som helst og helt sikkert gør mig arveløs når han finder ud af at jeg vil flytte for 9. Gang (men hvem tæller?)

Overvejer muligheden for at flytte in cognito og om et års tid bryde ud i et "nåååå, vidste du ikke det?!" Hvis han spørger hvordan det går på Nørrebro.

Tis.

// Over and Out