Den "søde" ventetid

Var til jobsamtale. I fin bygning, med fine mennesker i fine jakkesæt og cappochinos i små søde kopper med logo.

Mødte ellers op i god tid, men nåede alligevel næsten at komme for sent, fordi jeg i min panik ude på receptionens toilet, kom til at lyne min skjorte fast i bukserne.

Not so damn cool!

Hev og flåede i lortet indtil skjorten med en ubehagelig lyd gav efter og sendte min hånd direkte op i synet på mig selv. Flot flot. Kan fanme ikke engang gå til en jobsamtale uden at skabe en stemning af kaos og selvdestuktion omkring mig.

Anyways. Det gik. Tror jeg. Var pisse nervøs, og plabrede derudaf. Nu håber jeg bare de kunne se at jeg faktisk er ok. På den lidt rodede måde.

Venter på at få svar omkring 2. samtale, medio næste uge.

Hvilket der, i min verden, er fandens lang tid til. I kategorien: 5-årig-i-september-der-allerede-tæller-dage-til-jul.

Så jeg har gjort det eneste fornuftige: Fjernet fokus.

Og hvordan har du så gjort det, spørger I så?

Ja, det har jeg gjort sådan her:

Trænet som en gal. 

Jeg har for det første kastet mig selv inkl. knogler, kød og indvolde halvt ude af halsen, op og ned af en stepbænk, med samme iver som en hundehvalp kaster sig over en tennisbold. 

Ihvert fald de første 5 minutter af timen. 

Med kødet i massive svingninger og lemmerne i store ukoordinerede bevægelser, der kun blev endnu voldsommere i det meterhøje spejl, de har valgt at smække op overalt i FW's lokaler, fjernede jeg fokus så meget, at det sortnede for øjnene.

Måske også fordi jeg fik sved i øjnene. Og det svier fanme! Gik måske en lille smule i panik, med en blanding af kropsvæsker og foundation i øjnene, "Botten Anna" med 2.000 decibel ud af højttalerne og 40 trampende, frådende kvinder lige i hælene. Endte med at kaste mig mod glasdørene efter et forsøg på at grave øjnene ud, og kaste mig over rullerne med papir, der tilnærmelsesvis kan forveksles med opblødet pap. 

Fik i hvertfald alt hvad der mindede om både sved, makeup og hud væk fra øjenområdet, og kunne bagefter krybe tilbage til helvedes forgård i Sal 1, anført af højtråbende hestehale, med så meget energi at selv Ole Henriksen ville have bedt om 2 minutters pause.

Har som bonus fundet ud af, at det der "StepIntro" virkelig er et skjult kodeord for "Deltag kun hvis du var en af dem der kunne slå flikflak, vejrmøller og i øvrigt koordinere alle dine kropsdele på én gang i folkeren" = I was not. 

Gik temmelig nedtrykt derfra, med den samme følelse som da man var blevet sidstevalgt til Høvdingebold, og med hudafskrabninger på underbenene fra den satans stepbænk. #Gørdetaldrigmere.

Så gik videre til næste trin i min fjern-fokus-plan:

Shopping! 

Straks mere mig, og i dén grad en sportsgren jeg kan forstå. Er jo faktisk ret god i diciplinerne Udsalgsstativer, Hvilken-kø-er-hurtigst, Gennemgå-en-butik-på-5-minutter og Snup-str.38-før-hende-den-anden. 

Eneste ulempe ved dette trin er jo bare unægteligt min kontos udseende efter sådan en tur. Men skidt. Det meste bliver først trukket imorgen. Og så er det jo lagt i skabet, og helt og aldeles for sent at levere tilbage. Tager billeder senere. 

Puha. Og nu er det fredag aften, og der er stadig minimum 4 dage til jeg hører noget fra HR-kontoret. 

Dammit. 

Tager ud og drikker nogle drinks imorgen. Så må det gælde for dagens fjern-fokus-tiltag. 

Hvis bare det ikke var så nervepirrende at blive voksen!

// Over and Out