De tror de ved det. At jeg har det fint. At det er slut nu. At alt det onde, sørgelige, uretfærdige, farlige - er slut.
De turde knap spørge dengang. Et lille kram, et kort, en blomst. Nu er det også slut.
Jeg smiler. Bevares. Jeg griner. Jeg arbejder, træner, lever, elsker. Men ved I hvad jeg også gør?
Jeg græder.
Jeg skriger.
Jeg råber.
Jeg sørger.
Jeg kæmper.
Jeg kæmper for at holde mig ovenvande - kæmper for glæden, trivialiteterne, sommeren, karrieren og menneskerne i mit liv. Men mest af alt kæmper jeg for mit liv.
Er det store ord? Måske. Men når du hver dag er bange for at åbne øjnene, fordi du ikke ved om det bliver en god eller en dårlig dag, om du nu bliver mindet om hende og dit tab igen, eller om du igen idag bare er alene med sorgen og smerten.
De tror jeg har det godt. De tror bare det er stress eller pres fra "den virkelige verden" efter skolen.
Måske er de bange. Måske har de glemt det.
Jeg er bange. Jeg har ikke glemt det. Det skræmmer mig, at sorgen river i mig, og tager mig som gidsel i mit eget liv. Og ikke mindst, at jeg er alene. For de tror de ved, at jeg har det godt.
Jeg har det ikke godt.
Men de tror de ved...
// Over and Out
De turde knap spørge dengang. Et lille kram, et kort, en blomst. Nu er det også slut.
Jeg smiler. Bevares. Jeg griner. Jeg arbejder, træner, lever, elsker. Men ved I hvad jeg også gør?
Jeg græder.
Jeg skriger.
Jeg råber.
Jeg sørger.
Jeg kæmper.
Jeg kæmper for at holde mig ovenvande - kæmper for glæden, trivialiteterne, sommeren, karrieren og menneskerne i mit liv. Men mest af alt kæmper jeg for mit liv.
Er det store ord? Måske. Men når du hver dag er bange for at åbne øjnene, fordi du ikke ved om det bliver en god eller en dårlig dag, om du nu bliver mindet om hende og dit tab igen, eller om du igen idag bare er alene med sorgen og smerten.
De tror jeg har det godt. De tror bare det er stress eller pres fra "den virkelige verden" efter skolen.
Måske er de bange. Måske har de glemt det.
Jeg er bange. Jeg har ikke glemt det. Det skræmmer mig, at sorgen river i mig, og tager mig som gidsel i mit eget liv. Og ikke mindst, at jeg er alene. For de tror de ved, at jeg har det godt.
Jeg har det ikke godt.
Men de tror de ved...
// Over and Out
<3 <3
SvarSletJeg tænker på dig.
SvarSletSøde Rodebutik altså, sender dig jordens største krammer - hvis du får brug for én at snakke med, så smider du bare en mail. Jeg lytter gerne <3 Knus
SvarSletHvor er jeg ked af at læse dit i indlæg. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne give dig en KÆMPE krammer, og sige det hele nok skal gå <3 Da det desværre ikke rigtig kan lade sig gøre, vil jeg bare sige at jeg virkelig håber du kommer i gennem det. Snak med nogen, du skal i hvert fald ikke holde det inde. En kæmpestor virtuel krammer fra mig.
SvarSlet- Emma
Ved du hvad? De tror, de ved så meget.. Men du er dit menneske, de er deres.
SvarSletDu er så evigt stærk og en kæmpe inspiration!
SvarSlet<3
SvarSletSå fortæl dem det...! <3 <3 <3
SvarSletJa, jeg syntes også det lyder som en god idé at fortælle dem det. Selvom det nok ikke er helt nemt - eftersom du ikke har gjort det. Men bliv ved med at kæmpe :-)
SvarSlet"Everything is going to be okay, if it's not okay it's not the end!" <3
Jeg er med på fortæl-dem-det-vognen. Eller måske bare én af dem. Bare der er én, du må smide masken hos. Ellers bliver det alt, alt for hårdt...
SvarSletHar læst hele din blog nu, og hvor er den åben og ærlig. Jeg mistede min far for 2 år siden. Jeg har aldrig haft et godt forhold til ham, og så ham fakfisk slet ikke som en far, og kendte ham faktisk ikke, ud over dårlige sider. Dette på trods af, at jeg har boet sammen med ham i 18 år :( jeg synes det var ekstremt hård, da han døde. For der dukkede en sorg op, og havde rigtig svært ved at takle det, da man jo kun sorger over folk man savner/elsker osv. Men nej, der er ingen der kan bestemme sorg. Og hvordan fortæller man folk det, når man altid kun har snakket dårligt om ham? Man lader da bare være. Efter et år, brød jeg dog sammen, og måtte indse at den eneste måde at bryde en sorg, er ved at snakke om den. Så fortæl dem du holder af, hvordan du har det. Det er kun dig, som kan <3 <3
SvarSletDet tager tid, lang tid, den tid det tager. Del det med alle dem, der står dig nær. Det er vigtigt, så du kan fungere. De har måske glemt, de er måske kommet videre, men de vil helt sikkert være der og lytte, når de opdager, at du stadig har ondt.
SvarSlet