Pænt træls

.. at være stresset. Føler ikke jeg kan noget. Sidder mest bare og kigger. Eller ligger og kigger.

Arbejder dog stadig. Lidt. Kan ikke slippe det, hvilket sikkert også er idiotisk når ens læge siger man skal tage det med ro.

Har i øvrigt besøgt hende igen. Lægen. Fordi jeg troede jeg måske havde fået nogle forkerte p-piller, og derfor blødte når jeg gik ombord i Bornholmer-færgen. Nu har hun henvist mig til en gynækolog. Fordi hun ikke tror det er p-pillerne, men måske noget andet (læs: værre). Hvorfor skal læger altid pakke det sådan ind?! "Bare så vi kan være sikre" eller "så vi kan udelukke det værste". Så hold dog kæft og skrid hen til det land der synes at ovenstående svar er lig med "alt er sikkert HELT fint". For jeg hører sgu da intet efter de sætninger. Mit hoved tapeseres på 20 sekunder indvendigt med kæmpestore plakater af kræftsvulster, døde æggestokke og evig barnløshed, mens lægen bare taler videre og hiver den ene pjece i døde nuancer frem efter den anden.

Gik derfra med en hel regnskov i foldere og pjecer, skam til op over hovedet, og et underliv der jamrede efter et besøg af papegøjetangen (den har virkelig forbavsende ligheder. Sikkert bare et mislykket svendestykke for en smed i Thisted engang, som landsbylægen derefter så potentiale i).

Tacklede det i øvrigt dérfra på den bedst tænkelige måde: Kalorier og shopping. På den virkelig onde måde. Og i to etaper. Først i fysiske butikker, hvor jeg med vildskab i øjnene, fråde om munden og dankortet siddende foruroligende løst for en dagpengemodtager, og siden på internettet, med en kæmpe kanelsnegl som shoppe-makker.

H&M, 2DAY, & other stories

Ilva

Nu er Bornholmeren også kommet for at underholde og trøste mig (og mandsopdække mit dankort, der ligger i krampetrækninger på stuebordet). Vi skal have pandekager om lidt. Det kan jeg godt lige overskue. Og skal til udkantsdanmark i weekenden. Og det er jo også dejligt. 

Så jeg tager en dag ad gangen. Det er det jeg har læst man skal. Vist nok (og hvis det ikke virker, så sætter jeg mig ned og skriger. Eller shopper lidt mere. Hvad der virker mest rationelt.)

// Over and Out 

Lidt hjælp, tak?

Okay så. Kan godt lidt se hvad Nørrebro-læge mener. Er muligvis lidt ved siden af mig selv. Brugte omkring 5 minutter igår på at forsøge at låse mig ind i min underbos lejlighed. Uden at opdage det før jeg hørte skridt bag døren.
Og så gik min tankestrøm cirka sådan her, fordelt på omkring 20 milisekunder:

1. Fuck! Der er nogen inde i min lejlighed!

2. Fuck! Låste jeg ikke døren eller hvad?

3. Jamen hvorfor fanden kan jeg så ikke få lortet op nu?

4. Den plejer sgu da heller ikke at være så beskidt...

5. Og hvis er sko er det dér?

6.... Er det en meget høflig tyv/voldtægtsforbryder/rocker/psykopat, der lige tager skoene af, inden han river mig i terninger?

7. FUCK! Jeg hedder da ikke H. Rashid! Dammit! Det er ikke min lejlighed! 

Klip til Rodebutikken der i panisk tre-spring kæmper sig op ad trappen til 2. sal, i et virvar af nettoposer, overtøj, nøgler og løs hud.

Kastede mig James Bond-agtigt ind i egen lejlighed, og stod de næste 30 sekunder med øjet halvt ude gennem dørspionen for at sikre at jeg ikke var blevet opdaget. Skete ingenting.

For helvede. Er jeg virkelig så langt ude at jeg ikke engang kan finde mit eget hjem nu?!

Jeg smutter. Må i Flügger og hente noget maling, så jeg kan male min dør orange. Eller neongul. Sammen med mine nøgler, pung, vanter, cykel, termokop og tandbørste.

Dammit.

// Over and Out

Stress

Nå. Så har jeg åbenbart stress. Siger min Nørrebro-læge, der har rygertænder og siger "ææh" efter hver sætning. Og hvad fanden gør man så?

1. Tuder. Lidt. Hvem fanden har bestemt at stress skal spænde ben for alting? Egentlig har jeg altid syntes at "folk med stress var nogle flæbehoveder". Æder lige min tunge og prøver igen. Folk med stress er jo supermennesker! Stress er jo et tegn på at man har prøvet at være stærk alt for længe. Ofte uden at vide det. Jeg føler bestemt ikke at jeg har forsøgt på noget som helst. Nærmere bare fulgt med strømmen. Men når jeg tænker på, at jeg indenfor årets første tre måneder har måttet håndtere en bacheloreksamen, en flytning, mors 1 års dødsdag, 1001 ansøgninger til uddannelser, pengeproblemer, 50timers arbejdsuger og en Bornholmer, kan jeg måske godt se det. Lidt.

2. Og så shopper man. Meget. Først til hjemmet:

IKEA-lir og den fine Omaggio Vase fra Kähler i en skøn forårsfarve

Og så til klædeskabet:

Fantastisk Rika-sweater * Fed forårsjakke fra Bloch & Lønborg * Klassisk pudder fra Clinique

Og når pengene så er sluppet op, hvad gør man så? Man drømmer videre:

Plakat fra Hoptimist * Mugtails * Rota fugle * Bookcase - Evolution * Mr. P Krus

3. Man holder et par sygedage fra Banken, ser Greys Anatomy, dropper træningen, spiser mariekiks & sms-spammer Bornholmeren. 

Og så prøver man at få bloggen op at køre igen, fordi der sidder så fandens mange søde læsere og gør det hele værd. Tak! 

// Over and Out

Når livet er noget møg

- min mor havde fødselsdag igår. 50 år. Og jeg måtte stå og fejre det på en kirkegård, med døde mennesker over det hele, og uden hendes smil, kys, duft, latter og stemme, der siger at hun elsker mig, og for alt i verden vil beskytte mig.

- x'en og kussen er gået fra hinanden og han er nu straks begyndt på den psykiske terror, der får mig til at knække sammen i afmagt.

- Den gamle lejlighed er stadig ikke lejet ud, så denne måned hedder det dobbelt op på husleje.

- Ingen på woman kan li' mig.

- det er vinter. I fucking april.

Alt er lidt tosset og dumt, og det er svært at fokusere på det gode. Men jeg vil prøve. Hvorfor ikke? Jeg har en dejlig Bornholmer som har spurgt om jeg vil med til øen og møde hans forældre og søde veninder der springer til ved flytninger, opbevaringsudfordringer, kærestesorger og almene problemer som kaffemangel og madkrise.

Det skal nok gå. Tror jeg.

//Over and Out